Det er tid til at få sin kat steriliseret hos en dyrlæge.

Dyrlæge: Husk at få katten steriliseret

Internaterne har lige nu alt for mange katte. Dyrlæge fra Rødkærsbro og Karup Dyreklinik opfordrer katteejerne til at få katten steriliseret

KARUP Det er blevet lysere og dagene er blevet længere og varmere.

Og det kan man også se hos kattene.

Fagdyrlæge Ole Lundorff fra Rødkærsbro og Karup Dyreklinik fortæller, at der er travlhed på dyreklinikken.

- Kattene går i brunst og hvis man ikke får steriliseret sin kat, så risikerer den at få op til tre kuld killinger, siger dyrlægen, der startede dyreklinikken for cirka 15 år siden.

I Rødkærsbro er der dyrehospital og klinikken i Karup, hvor der er åbent tre gange om ugen, fungerer som en slags lægepraksis. I dag er der alt for mange katte på internaterne, fordi kattene ikke er blevet neutraliseret.

- Det skal vi have minimeret, siger han.

Der er nogle katteejere, som ikke har mulighed for at komme til klinikken i Rødkærsbro.

- Derfor tilbyder vi at tage kattene med hjem, indlægge dem og operere dem næste dag formiddag, hvorefter vi tager kattene med ud til ejerne igen. Det koster ikke ekstra, siger han.

Der er også kommet ny lovgivning, som katteejerne skal være opmærksomme på.

- Hvis katten ikke er mærket med øretatovering eller chip, så regnes den for allemandseje. Så kan alle tage katten. Så det er vigtigt at få mærket sin kat, fortæller han.