KARUP Egentlig var det stille og roligt begyndt at gå bedre på indenrigsruten mellem Karup og København, men DAT (Danish Air Transport) har alligevel valgt at opsige aftalen med at være operatør på ruten.
- Det, den taber på, er projektionen på, hvad der kommer til at ske hen over vinteren. Vi får flere omkostninger - og det er på grund af både overenskomstforhandlinger, ganske pæne omkostningsstigninger i Københavns Lufthavn og en stigning på 15-20 procent i prisen på at vedligeholde motorerne i flyene, siger administrerende direktør i DAT, Jesper Rungholm og fortsætter:
Langt træk
- Hvis det hele gik fantastisk i efteråret, kunne vi måske dække driftsomkostningerne ind. Men der skal et langt, sejt træk til, før vi kan få noget til administrationen og vores løn.
De stigende omkostninger til motorreparation handler blandt andet om, at der er en mangel på reservedele. Det spiller faktisk også ind i DAT’s beslutning om at stoppe ruten fra Midtjyllands Lufthavn fra 8. september.
For manglen på reservedele betyder, at der mange steder rundt omkring i verden er fly, der ikke kan flyve - det giver nye muligheder for at flyve andre ruter, som kan vise sig at være bedre økonomisk for DAT, som allerede nu flyver fra Norge i Nord til Italien i syd.
- Vi kom simpelthen til konklusionen, at der var for lang vej til at komme i mål, når vi har andre muligheder. Hvis det hele havde været dødt, vil jeg ikke udelukke, at vi også var fortsat, siger Jesper Rungholm.
Derudover er der også en anden ting, som kunne have fået DAT til at fortsætte på ruten. For virksomheden har presset hårdt på blandt politikerne til at lave en støtteordning for ruten. Lufthavnen har da også fået en statsstøtte tidligere på året, men ifølge Jesper Rungholm blev den tænkt på en forkert måde.
- I andre lande vælger man at understøtte en rute, som så kan være med til at understøtte lufthavnen. Men ikke herhjemme. Det svarer lidt til, at man giver penge til at bygge en jernbane - det kommer der jo ikke nødvendigvis nogle tog af, siger han.
Håber det lykkes
Jesper Rungholm og DAT har en enkelt gang lavet et comeback i Karup, og hvis ruten skulle understøttes med støttekroner, vil han da heller ikke helt sige »DAT’s it« og afvise endnu et comeback.
- Hvis det skulle lykkes for politikerne, vil jeg regne det for sandsynligt, at vi lægger et bud. Men der skal støtte til, hvis vi skal byde, for jeg har meget svært ved at se, at den rute kan fungere uden, siger han.
Genoptages
Formand for Midtjyllands Lufthavn og borgmester i Viborg Ulrik Wilbek (V), forsikrer at flyvningen vil blive genoptaget med en ny operatør. Det skulle ske allerede 11. september, oplyser han til DR.
Ifølge luftfartsmediet Check-In vil drøftelserne med en ny operatør begynde i løbet af den kommende uge. Jesper Rungholm håber da også på, at der fortsat kan lette fly i Karup med retning mod hovedstaden.
- Jeg håber på, at det kan lade sig gøre, for jeg ønsker alt det bedste for lufthavnen. Både bestyrelse og mandskab i lufthavnen har gjort alt for, at det kunne lykkes for os. Jeg håber, at de kan finde nogle med et lidt mindre fly - og dermed også mindre omkostninger - som kan passe lidt bedre ind, siger direktøren.
Lufthavnen i Karup blev etableret i 1965. Den er ejet af kommunerne i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.
Før coronakrisen ramte, rejste cirka 120.000 passagerer gennem lufthavnen hvert år.