I forhold til det gamle nyhedssite vil Dit Karup være mere enkelt, overskueligt og strømlinet med færre menupunkter. Men det redaktionelle indhold vil stort set være det samme som hidtil. Screenshot

Fremover vil det hedde »Dit Karup«

Fra tirsdag den 19. april leverer det nye site »Dit Karup« den elektroniske del af Ugeavisen Karups lokale nyheder og annoncer

NYHEDER Der er nyt på den elektroniske mediefront i Karup og omegn.

Det, der hidtil har heddet ugeavisenkarup.dk, bliver fra tirsdag den 19. april til ditkarup.dk, hvor lokale nyheder, annoncer og andet leveres af Midtjyllands Avis.

Dit Karup erstatter altså den kendte netudgave af Ugeavisen Karup, men indholdet er stort set det samme, og som hidtil holder vi til på Søndergade 21 i Kjellerup.

Også medarbejderstaben vil du kunne genkende, og den største del af det redaktionelle indhold vil fortsat være drevet af lokalredaktør Morten Hallstrøm.

Og ikke mindst: Ugeavisen Karup fortsætter som hidtil også som printavis. Ingen forandring der.

Det er det nye

Men hvori består så egentlig det nye?

Det spørgsmål har vi stillet udviklingschef Kartin Hansen fra Mediehusene Midtjylland, der ejer Ugeavisen Karup.

- Det er egentlig mest på det visuelle, at man vil mærke en forskel, hvor Dit Karup bliver puttet ind i den samme designramme, som alle koncernens øvrige »Dit-sites«, fortæller Kartin Hansen.

Mediehusene Midtjylland, der ud over dagbladene Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Skive Folkeblad, også udgiver en lang række ugeaviser, er i gang med at skabe flere såkaldte micro-sites, herunder »Dit-sites« til mange af lokalområderne, og mens Dit Kjellerup allerede gik i luften i efteråret, vil flere andre sandsynligvis følge.

Ugeavisen Karup har imidlertid i lighed med Fjends Folkeblad gennem mange år haft et online nyhedssite fra den tid, hvor man hørte under IB Medier i Ikast, og de to sites har hidtil kørt på en helt anden platform end koncernens øvrige digitale udgivelser.

- Så der er også en teknisk del i det. Ud over, at vi gerne vil samle alle redaktionelle sites på den samme tekniske platform, så vil det setup, som Karup og Fjends ligger på lige nu, faktisk helt blive lukket i det indeværende år, siger Kartin Hansen.

Enkelt og overskueligt

Med lanceringen af Dit Karup har Mediehusene Midtjyllands udviklingsafdeling også benyttet lejligheden til at skære ind til benet med et mere enkelt, overskueligt og strømlinet site.

Det betyder, at der er skåret ned på menupunkterne, så for eksempel de hyperlokale sektioner udgår og bliver erstattet af fanerne »Nyheder« og »Mennesker i byen«, mens »Debat« og »Det sker« består som selvstændige sektioner.

Også e-avisen vil som hidtil være tilgængelig på Dit Karup, mens det fulde arkiv med tiden vil blive flyttet med over.

- Og så er det optimeret til mobiltelefoner. Det er efterhånden der, de fleste læser deres nyheder, så jeg vil anbefale, at man laver et bookmark til den, siger Kartin Hansen.

Planen er, at det bliver fra tirsdag den 19. april klokken 13, at man bliver omdirigeret til Dit Karup, hvis man tilgår det gamle ugeavisenkarup.dk.