KNUDSTRUP De tidligere 10 gange verdensmestre i sportsdans, Ashli Williamson og Bjørn Bitsch, er kommet godt fra land med deres drømmeprojekt, Knudstrup Kro, som de overtog for et år siden.

I dag er der føjet hotel på navnet af den gamle privilegerede kro, der ligger væk fra meget og tæt på hovedvej A13 og Hærvejen.

På kroen er der seks værelser - fire dobbeltværelser og to familieværelser. De var allerede sat i stand, da de overtog kroen.

Parret er nu kommet på on-line portalerne booking.com og hotel.com. Det har givet pote.

- Flere dage har vi udsolgt. Det er både hærvejs-vandrere og hr. og fru Danmark, der gerne vil bo på en kro, der kommer, ligesom vi også har en del udenlandske gæster, siger Bjørn Bitsch.

Ført videre

Knudstrup Kro har længe været kendt for sine danseballer, og det har danseparret ført videre.

I dag foregår det tre gange om måneden, hvor det tidligere var en eller to gange. 200-300 deltagere er med hver gang.

- Folk kommer fra hele landet både som singler og par for at danse og høre live-musik. Nogle gange laver Ashli og jeg et danseshow senere på aftenen, siger han.

Den 1. september åbnede parret restaurant med faste åbningstider fredag og lørdag aften samt søndag til brunch-tid og frokost.

Parret har ansat en kok.

- Vi har spist på rigtig mange restauranter gennem tiden, og vores kok, Bøje, laver Danmarks bedste sovse. Jeg har aldrig smagt bedre, smiler Bjørn Bitsch.

Han tilføjer, at der allerede er fyldt godt op i restauranten. 65 var der forleden.

- Der skal laves kvalitetsmad, og det er det, der skal få folk til at komme igen. Vi skal ikke servere en skosål af en bøf. Så vil vi hellere tjene færre penge, siger han.

Der holdes også fester, konfirmationer og alle mulige andre fester.

Parret tilbyder herudover danseundervisning på stedet i samarbejde med Thorning IF.

Bibeskæftigelse

Kroen er dog stadig en bibeskæftigelse for parret.

De har et dansestudie i Aarhus og er primus motorer på dansestudier flere forskellige steder i landet, ligesom de har elever hjemme hos sig selv i Sangild mellem Knudstrup og Karup.

Parret er på kroen hver dag, og når de ikke er der, er der andre til at tage over.

- Det har været en drøm at få sådan et sted, som det her. Det ligger tæt på, hvor vi bor, og det er megafedt og hyggeligt at have med at gøre, siger Bjørn Bitsch.

Det har også krævet en del arbejde at få kroen op at køre, efter den har ligget lidt stille i lang tid.

- Vi har været meget bevidste om, at lave udviklingen i snegletempo, så vi har kunnet følge med og bygge et solidt fundament op, siger han.

Nu er fundamentet på plads, og så skal det bare skrues op.

- Næste opgave er at markedsføre os og brande os godt. Vi skal først og fremmest byde folk på en god service og oplevelse. Det er den bedste reklame, man kan få, siger han.

Kroen er stadig parrets bibeskæftigelse. De tidligere mangedobbelte verdensmestre har blandt andet også et dansestudie i Aarhus.
Kroen er stadig parrets bibeskæftigelse. De tidligere mangedobbelte verdensmestre har blandt andet også et dansestudie i Aarhus.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist