Flyvestationen i Karup forventer op mod 100.000 deltagere til Danish Airshow.

Flyshow og åbent hus igen

Op imod 100 fly og helikoptere kan opleves, når Flyvestation Karup slår portene op til Danish Air Show efter fire års ufrivillig pause. Interessen for air showet den 19. juni er stor, hvor mere end 100.000 gæster forventes at komme

KARUP Om to uger går det løs igen. Dørene åbner allerede klokken 07.00 søndag den 19.juni til Danish Airshow 2022 på Flyvestation Karup, skriver Forsvarskommandoen på hjemmesiden.

Efter fire års pause ventes der et stort rykind, hvilket indikeres af den store interesse der er til spotterdagen. Sædvanen tro er der generalprøve dagen før showet, hvor flyspottere har kunnet melde sig til. De 200 pladser blev hurtigt besat og efterfølgende har arrangørerne måttet sige »desværre« til mange efterfølgende henvendelser.

På selve dagen for Danish Airshow er der ingen begrænsninger på antallet af deltagere, når man ser bort fra hvad det fysisk og logistisk er muligt at lukke ind fra klokken 07.00 om morgenen.

Selve opvisningen starter klokken 10.00 og varer i seks timer frem til klokken 16.00.

Det er ikke bare publikum, der har fået testet tålmodigheden siden det seneste air show, som foregik i Aalborg tilbage i 2018. Flyvevåbnets enheder er også blevet sultne efter at vise maskinerne frem.

Bortset fra F-35, der endnu ikke er i Danmark, er samtlige danske flytyper til stede på Flyvestation Karup den 19. juni med el-flyet Velis Electro som nyeste fastvingede fly.

Flyvestationerne skiftes til at arrangere Airshow.

I 2008 var turen atter kommet til Flyvestation Karup. Tusinder af publikummer sad desværre i kø i det gode vejr, og selvom det skønnes at 120.000 var gennem portene, nåede mange slet ikke frem på grund af trafikpresset. De kunne så trøste sig sammen med resten af landet med et live TV-signal fra Forsvarets Mediecenter.

De fem timers TV blev efterfølgende klippet ned til en koncentreret halv time, hvor de to testpiloter Claus Dalum og Casper B. Nielsen (PEL) besøger Lars Bøgh Vinther i »studiet«.

Det er ikke blot Flyvevåbnet der laver Airshows i Danmark. I Roskilde er der tradition for en årlig en af slagsen.