Christian Søndergaard åbner værksted i en campingvogn, han har fået. Foto: Morten Hallstrøm

Christian åbner cykelværksted i Frederiks

Christian Søndergaard kan godt lide at reparere cykler - nu har han anskaffet sig en campingvogn, som skal danne ramme om cykelværksted

FREDERIKS »CH Cykler« står der på skiltet oven over døren til campingvognen, der står parkeret hjemme på Vestergade 23b i Frederiks. Her åbner 17-årige Christian Søndergaard nu et cykelværksted to gange om ugen.

- Jeg glæder mig til at åbne. Det er min drøm, smiler Christian Søndergaard.

Christian er født med en mindre hjerneskade og går til dagligt på en skole, der hedder Springbrættet - det er et uddannelses- og aktiveringstilbud bestående af praktisk undervisning og værksteder målrettet unge med særlige behov.

Kendetegnet er, at skolen med respekt, indlevelse og faglighed klæder sårbare unge på, så de finder en mening med deres liv og fortsætter i uddannelse, beskæftigelse eller andet, der støtter deres identitet og giver dem livskvalitet.

På den måde bliver Springbrættet et springbræt til fremtiden.

- Jeg vil gerne en gang i en fysik cykelbutik og arbejde, fortæller Christian.

Han har altid godt kunnet lide at arbejde med cykler.

I 10. erhverv på skolen rodede han med cykler og har siden også arbejdet i en cykelbutik.

At han nu åbner sin egen fritids-butik skal give ham selvtillid og en tro på, at han godt kan.

- Jeg kan gode lide at arbejde med cykler og kan en del. Og det jeg ikke kan, det kan jeg få hjælp til af en professionel cykelsmed, som jeg kender, siger han.

Han har anskaffet sig en campingvogn, som han har fået gratis. Indmaden er blevet hevet ud og indrettet som et lille værksted.

Christian har åbent mandag og torsdag eftermiddag og aften.

- Der er ingen andre cykelbutikker i området. Den nærmeste er i Viborg, så jeg håber på kunder fra et stort område, siger han.