Holstebros borgmester, H.C. Østerby, er blevet afløst af Ulrik Wilbek som formand. Foto: Tom Laursen

H.C. Østerby: Sundt med skifte på formandspost

Den afgående formand mener, der skal et langt, sejt træk til for at få Midtjyllands Lufthavn tilbage i flyvehøjde

KARUP I otte år har Holstebros borgmester, H.C. Østerby (S), været formand for Midtjyllands Lufthavn. Men i starten af året trådte han tilbage og fortsatte frivilligt og udramatisk som menigt bestyrelsesmedlem.

Men han forlod formandsposten med en klar konstatering af, hvad det er for udfordringer, lufthavnen på heden står overfor.

- Det er det lange seje træk, der skal til, før vi er tilbage, konstaterede han ved skiftet.

Han er ikke i tvivl om, at der er behov for en midtjysk lufthavn.

- Nu gives stafetten videre til borgmestrene i Herning (Dorte West (V) - ny næstformand i lufthavn) og Viborg, og vi ved, at de bakker op om lufthavnen. Samtidig ved vi, hvor stor en betydning lufthavnen har for det midt- og vestjyske. Den kan vi ikke undvære, sagde H.C. Østerby, der har siddet som formand i to perioder.

Længe siden

- Det er længe siden, jeg tog en snak med Ulrik Wilbek (Viborgs borgmester. red) om, at jeg syntes, han skulle tage formandsposten i næste periode. Det ville han gerne. Det var naturligt, at det var ham som næstformand. Vi er ni ejerkommuner, og jeg mener ikke, at samme formand skal sidde der i for mange år, sagde H.C. Østerby.

Desuden kniber det med tiden. Holstebros borgmester er nemlig også lige blevet valgt som regionernes repræsentant i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Herudover sidder han i bestyrelsen for Sportevent Danmark.

H.C. Østerby erkendte, at han forlod formandsposten efter en meget hård coronaperiode, hvor Karup-København-ruten de seneste to år har været lukket i mange måneder. Før corona var der syv daglige afgange fra Karup. I dag er der to afgange mellem Karup og København.

- Det har været voldsomt for en lufthavn, der i forvejen har det svært, siger H.C. Østerby, der stadig vil følge lufthavnen tæt.

Lufthavnens fremtid afhænger af, hvor hurtigt corona forsvinder.

Men ellers skal arbejdet med lufthavnen fortsætte.

- Vi skal gøre os attraktive og have så mange afgange som muligt til fordel for vores borgere og erhvervsliv i Midt- og Vestjylland, sagde han.