Claus Astrup må opgive sin drøm og har lukket Cafeteria Midtvejs i Karup.

Cafeterie lukket og sat til salg

Claus Astrup lukker efter kun et år Cafeteria Midtvejs på Viborgvej i Karup

KARUP Godt et år efter Claus Astrup fra Abildå fik opfyldt sin drøm om at eje sin egen pølsevogn er det slut.

Claus Astrup har lukket Cafeteria Midtvejs, som han i foråret 2021 overtog efter Carsten og Mona Vestergaard.

»Det er med blødende hjerte jeg skal meddele, at cafeteriet er lukket på grund af helbredsmæssige årsager, skriver Claus Astrup på de sociale medier.

Det er ikke lykkedes at få kontakt til Claus Astrup, men han skriver, at han håber at finde en frisk person til at føre cafeteriet videre.

Han takker også for den gode opbakning, men til Viborg Stifts Folkeblad sagde han i februar i år, at han overtog cafeteriet på et skidt tidspunkt - midt i coronatiden. Det har været op og ned med salget, der har været problemer med at få vagtplanen til at gå op og råvarepriserne har været stigende.

Inden Claus Astrup overtog forretningen, der åbnede den 1. juni sidste år, havde den været til salg i flere år.

Claus Astrup havde, inden han købte cafeteriet, aldrig haft noget med branchen at gøre. Han solgte landbrugsmaskiner, men han havde altid drømt om at få en pølsevogn, og da han opdagede, at cafeteriet i Karup var til salg, slog han til, sagde han til Midtjyllands Avis i forbindelse med åbningen.