Bybusser får også offentlig støtte, selvom de kører tomme rundt. Lokalt bestyrelsesmedlem, Martin Jakobsen (K) mener, det er fornuftigt at bakke op om lufthavnen i Karup med kommunal støtte. Foto: Jakob Stigsen Andersen
KARUP Silkeborg Kommune skal ligesom de otte øvrige ejerkommuner igen af med penge til Midtjyllands Lufthavn.
I år skal ejerkommuner af med ni millioner kroner - i flere år har den underskudsramte lufthavn krævet seks-syv millioner kroner i årlige tilskud. I år og næste år får lufthavnen også statsstøtte på i alt 8,4 millioner kroner. Med en ejerandel på syv procent står Silkeborg Kommune for 600.000 kroner af støtten fra ejerkommunerne til lufthavnen i år.
Martin Jakobsen (K), der er byrådsmedlem i Silkeborg Kommune og bestyrelsesmedlem i lufthavnen, mener det er en god idé med støtte til lufthavnen, der i første omgang er rettet mod erhvervslivet.
- En lufthavn er som udgangspunkt ikke en overskudsforretning. Lufthavnene i København og Billund giver kun overskud på grund af parkeringsafgifter og toldfrit salg. I Karup har de ingen af delene, siger han.
- Det er et tilvalg, om man vil have en lufthavn og en rute til København.
En bybus koster også mange kommunale penge at drive, selv om mange kører halvtomme rundt.
- En lufthavn er en vigtig del af vores infrastruktur og en service til erhvervslivet, der skaber arbejdspladser, siger han.
Lufthavnen har lavet en et-årig kontrakt med DAT, og inden da er målsætningen at nå gennemsnitligt 30 passagerer per afgang. I 2025 har transportministeren tænkt sig at ensrette støtten til lufthavnene, og indtil da skal lufthavnen gøre sig attraktiv.
Martin Jakobsen mener, at lufthavnen nu skal have en chance for at komme i gang.