Grønhøj Kro og Museer og Fyns Laboratorie for Ung Kunst inviterer til fernisering søndag den 12. juni klokken 12.

Fernisering på Grønhøj Kro

GRØNHØJ En lille flok unge fynske kunstnere er klar med deres fernisering den 12. juni på Grønhøj Kro. Overskriften er »Som en kniv i dørkarmen«, der er relateret til Jens Langknivs kniv.

De fire unge kunstner-spirer fra »Fyns laboratorie for ung kunst« var i april i Grønhøj for at få inspiration på heden.

Overskriften var »I Hans Smidths fodspor«.

Hans Ludvig Smidth, der blev født i 1839 i Nakskov, var en dansk maler, søn af prokurator, senere byfoged i Skive, kancelliråd Edvard Philip Smidth og Karen Cathrine født Berg og bror til Verner Frederik Læssøe Smidth - grundlæggeren af cementkoncernen F.L. Smidth & Co. Han var hedemaler og havde blandt andet sin gang i Grønhøj-området.

Eleverne fik inspiration ved at være her på egnen. De var rundt og opleve lokalhistorien og gå ture på heden - i Hans Schmidts fodspor.

Efter fire dage tog de hjem på skolen og gik i gang med at lave kunst. Og nu vender de tilbage til kroen for at lave en fernisering med deres værker.

Fyns Laboratorie for Ung Kunst (FLUK) er en eksperimenterende kunstskole i Svendborg for unge mellem 15-30 år.