FREDERIKS Fra Martin Qvist Olesens hus på Trehusevej til badminton-banen i Alhedehallerne i Frederiks er der kun et stenkast eller to.
Og det er meget praktisk.
For badminton har fyldt og fylder stadig meget i den 61-årige tandlæges liv.
Han har blandt andet vundet DM, All England, EM, VM og World Masters Games (OL) i sin aldersklase - og det er både i single og double.
Og for nylig kom Martin Olesen hjem fra de Nordiske Mesterskaber med en guldmedalje om halsen i plus 60-rækken (plus 60 år), som han i år er rykket op i efter at have været i plus 55.
I finalen vandt han over den tidligere verdensmester, Geir Storvik fra Norge.
- Geir Storvik er pokkers svær at slå. Til EM sidste år tabte jeg til ham i finalen, så det var en god sejr denne gang, smiler Martin Olesen.
Han er vokset op med fjerbolde i barndomsklubben Resen ved Skive, der har opfostret mange gode spillere, heriblandt All-England mesteren fra 1988, Ib Frederiksen, der dengang slog Morten Frost i tre sæt i finalen.
Martin var også ret god, og var i de unge år omkring ungdomslandsholdet. Da han læste til tandlæge i Aarhus spillede han i den bedste række i Højbjerg. Det fortsatte, da han flyttede til Herning og spillede her.
I 1986 fik Martin tilbudt job hos tandlægen Ole Schmidt i Frederiks, der også blev Martins nye hjemby, og hvor han og hustruen Mie, der er tandplejer, fik deres to børn.
- I denne periode gik det meget op i arbejde og børn, så det blev til en pause med badminton på 8-10 år, men jeg kom så i gang igen som veteran, og jeg fandt ud af, at jeg godt kunne være med. Så jeg fik ambitioner, smiler Martin Olesen.
Man er veteran, når man er plus 35 år. Martin startede igen i plus 40 plus-rækken.
Han startede med at vinde All England i 2008, og det blev til et EM samme år.
Ambitionen var nu at vinde VM, som er det mest eftertragtede i veteranklassen. Efter at have vundet flere medaljer vandt han i 2013 guld i både single og double ved VM i Ankara i Tyrkiet.
Det er desuden blevet til seks All England-titler og et væld af andre mesterskaber, og blandt modstanderne er tidligere top-spillere. Blandt andre har Martin mødt doublemakkeren til den tidligere indonesiske superstjerne, Liem Swie King.
I 2017 troede Martin, at han var færdig med badminton på grund af en ødelagt hofte og diskusprolapser.
Men genoptræning og nedsat arbejdstid har hjulpet ham tilbage og alene i år har han, udover NM, vundet DM i Silkeborg, Hvidovres internationale stævne, All England i London og Austrian Senior Open i Østrig.
Han træner lidt badminton i hallen, men der bliver i stigende grad også cyklet og trænet med vægte.
- Når man bliver ældre, skal man ikke bare mose på og træne alt det, man vil. Man skal tænke sig om og ved at kombinere med styrketræning, bliver jeg ikke slidt ned af badminton, der er en hård sport med ensidig belastning, siger Martin.
Han vil fortsat gerne rundt i verden og spille badminton. Det er en god måde at opleve verden på, mener han.
- Der er et mindre økonomisk tilskud, men ellers betaler vi selv, og det har jeg det godt med. Pengene skal først og fremmest gå til ungdommen og seniorerne, siger han.
Martins hustru, Mie, er med på turene, og de medbringer som regel deres lille camper. Den danske delegation kan godt komme op på 60-80 stykker, inklusiv familie. De kender hinanden, og der er et godt fællesskab.
- Risikoen for at ryge ud i første runde er til stede. Og når man nu har brugt penge på at tage af sted, så kan man lige så godt bruge nogle ekstra dage og gøre det til en lille ferie, forklarer Martin.
Det var netop på en badminton-tur for flere år siden, at hans interesse for vin begyndte at spire. De var i Tyskland ved Rhinen, hvor de også var på besøg på vingårde.
- Vin havde ellers aldrig sagt mig noget, men jeg fandt ud af, at det var spændende. Det handler blandt andet om historie, kulturhistorie, geografi, jordbundsforhold, biologi, biokemi og meteorologi, siger Martin.
Han har siden besøgt en del vingårde, og han har uddannet sig til sommelier via Vinakademiet.
På holdet var der tjenere, kokke, vinimportører og enkelte private som Martin. Han blev den bedste i klassen. Og da han efterfølgende uddannede sig i den engelske version, var han også bedst.
- Det var de sværeste eksamener jeg har været til nogensinde, inklusiv min tandlægeeksamen, smiler Martin.
Han erkender, at han ikke gør noget halvhjertet. Det gælder også uddannelsen til sommelier.
- Indtil videre er det kun venner og bekendte, som må høre om vin, fortæller Martin, der ikke vil udelukke, at han på et tidspunkt vil fortælle om vin til lidt større forsamlinger.
Sidste år solgte han sin tandlægeklinik i Frederiks og fortsatte på nedsat tid. Til august har han valgt helt at stoppe.
Det giver ham blandt andet mulighed for at dyrke sine interesser endnu mere.
- Jeg behøver ikke vinde mere indenfor badminton. Det, der vindes fra nu af, er bonus. Jeg vil fremover fortsatte med at kombinere ferie med badminton, men jeg har fravalgt VM i Sydkorea i september. I år vil jeg hellere hjælpe med at vinhøste, smiler Martin.
Minderne fra badminton-triumferne fylder godt i hjemmet hos Martin Qvist Olesen.
Martin Qvist Olesen har aldrig levet af at spille badminton. Det var de færreste topspillere, der kunne det dengang han var senior. Han har dog også altid været glad for sit arbejde som tandlæge. Han har dog besluttet at standse med at praktisere på tandklinikken i Frederiks. Han startede i 1986 og slutter til august.