KARUP Efter godt et år som ejere af Café Midtvejs ved rastepladsen på Viborgvej ved Karup er det slut.

John Hummelshøj og sønnen Frederiks Hummelshøj har per 1. september solgt det kendte cafeterie, der har haft skiftende ejere de senere år.

Den nye ejer er 30-årige Farid Chic Khalil, der kom fra Syrien til Danmark for ni år siden.

Han har i forvejen Byens Grill House i Vojens. Hans bror skal nu stå for det sted, mens Farid Chic Khalil, der er gift og har tre børn, flytter til Herning og skal stå for Café Midtvejs.

Han mener, at Café Midtvejs har den helt rigtige placering tæt ved hovedvejen. Han fortsætter med de aftaler, der er for stedet den kommende tid.

- Planen er at renovere stedet fuldstændigt, så det ikke ser så gammelt ud. Der vil komme nye menukort og mad af bedre kvalitet. Jeg har kontakter, så jeg kan købe det billigt og holde priserne nede.

- Jeg vil blandt andet tilbyde Angus-steaks, pasta og jeg vil måske indsætte stenovn og andre nye maskiner, blandt andet til grill, siger han.

Planen er også at ændre navnet. Der er flere muligheder i spil, blandt andet Byens Grillhouse 57.

Købe op og renovere

John Hummelshøj fra Nr. Nissum forklarer, at en del af hans forretning-strategi går ud på at købe op, renovere og så sælge eller forpagte spisesteder ud. Sådan var det med Skipperkroen, han har solgt, og sådan har det også været med Café Midtvejs.

- Der var lidt opstarts-vanskeligheder. Men det sidste halve år har Café Midtvejs kørt rigtigt godt, og det er også derfor, at vi ikke var villige til at slå noget af prisen. Det var ved at være for billigt, siger John Hummelshøj.

Prisen var 440.000 kroner. Der har være flere interesserede, men bankerne er generelt ikke så villige til at låne ud til folk, der vil give sig i kast med den branche, mener han.

John Hummelshøj driver også et vikarbureau og udlejning af ejendomme.

Samtidig er han i gang med at købe et hotel i Thailand og har planer om at tilbyde danske seniorer kurophold på stedet. Han har kontakt til et par rejseselskaber, der skal sælge rejserne for ham, og han vil selv være i Thailand om vinteren.

Det var Frederik Hummelshøj, der stod som ejer af Cafe Midtvejs, men han fik for nylig alvorlige hjerteproblemer og lå i koma. Han er stadig sygemeldt men er så småt på vej tilbage og er i gang med genoptræning.

John Hummelshøj var med til at overtage Cafeteria Midtvejs for godt et år siden. I dag hedder det Café Midtvejs, men den nye ejer vil formentlig ændre navnet til noget helt andet. Foto: Rasmus Viuff
John Hummelshøj var med til at overtage Cafeteria Midtvejs for godt et år siden. I dag hedder det Café Midtvejs, men den nye ejer vil formentlig ændre navnet til noget helt andet. Foto: Rasmus Viuff

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist