FREDERIKS Det lokale U15-vollyball-hold fra Skelhøje-Frederiks KFUM-idræt (SKF-KFUM) hører til blandt de bedste i Danmark.
Sidste år blev holdet nummer to ved DM for U15-piger.
Og nu, hvor de er blevet et år ældre og stadig er i U15-rækken, har de i forbindelse med de Jysk-Fynske Mesterskaber i Alhedehallerne i weekenden kvalificeret sig til DM i Rødovre.
Pigerne spillede ved de Jyske-Fynske Mesterskaber mod så stærke hold som DHV i Odense, Ikast og Kerteminde.
Jens Kriegbaum, der er far til en af pigerne, er stolt over pigernes indsats.
- Det er da stort, at en så lille klub som vores kan være med. Vi har i 25-30 år haft volleyball i klubben, og de piger, vi har nu er ekstra gode, siger han.
En enkelt af spillerne kommer fra Stoholm - resten er fra Frederiks-området.
Jens Kriegbaum erkender, at pigerne på et tidspunkt, når de bliver ældre, flytter til andre byer og kommer til at spille i større klubber.
Lige nu gælder det DM, hvor skal spille mod flere hold fra hele landet.
- Vi tror selvfølgelig på det, men de andre hold er også gode, siger Jens Kriegbaum.
Trænerne på holdet er Jakob Vestergaard og Mathias Dahlsen.

Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
