HAVREDAL Havredal Praktiske Uddannelser dannede rammer om Handz & Mindz, der er en erhvervs- og karrieredag for unge fra 7. klasse op til 18 år med særlige behov og forudsætninger.
Det skriver Viborg Kommune.
Tæt ved 200 unge deltog sammen med deres lærere i den helt særlige event, hvor de unge var opdelt i hold og deltog i en stafet med forskellige, faglige opgaver, som repræsentanter fra det lokale erhvervsliv havde forberedt til dem.
Tre af de unge fortæller her, hvad de syntes bedst om i løbet af dagen:
Noah Dybdal fra 10. Erhverv, Viborg Ungdomsskole:
- Det bedste ved stafetten var Bilka. Der skulle jeg pynte en kage. Jeg overvejer at søge et fritidsjob der.
Valdemar Langkilde, 10. Erhverv, Viborg Ungdomsskole:
- ved automekanikeren skulle jeg få en pære til at lyse og et båthorn til at give lyd. Det var jeg god til, og jeg overvejer at blive mekaniker.
Cecilie Jensen Lyngaa, Bjerringbro Skole fortæller:
- Jeg kunne godt lide opgaven med traktorerne. Her skulle vi fortælle om, hvad de forskellige maskiner var.
Alle tre siger samstemmende, at de kunne mærke at virksomhederne gerne ville dem og, at alle var søde og venlige.
Ifølge viceskolechef Hans Jørgen Hanghøj Dam gik dagen rigtig godt:
- Det har været en rigtig dejlig dag. Og det er tydeligt for mig, at de unge er nysgerrige og nyder dette uformelle format, hvor de har lejlighed til at møde repræsentanter for virksomheder, prøve forskellige fag af og stille alle spørgsmål, de har på hjerte.
Også Thomas Kjølhede Ambrosius, som er leder af Virksomhedsservice i Jobcenter Viborg, var glad og tilfreds:
Sidste år fortalte 75 procent af de virksomheder, som deltog i Handz & Mindz 2024, at de godt kunne se sig selv ansætte elever eller medarbejdere fra den elevgruppe, som de mødte til Handz & Mindz. Med et faldende udbud af faglært arbejdskraft er der rift om de unge mennesker, så en dag som i dag giver bestemt vores lokale virksomheder nogle vigtige kontakter og tilbagemeldinger at bygge videre på, når de skal tiltrække ny fremtidens arbejdskraft.
Kort om Handz & Mindz
Kort om Handz & Mindz
Handz & Mindz et samarbejdsprojekt mellem Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget – og medarbejdere fra hhv. arbejdsmarkedsområdet, skoleområdet og Havredal Praktiske Uddannelser.
De deltagende virksomheder dækkede i år bl.a. struktør-, transport-, elektriker-, VVS-, restaurations-, salgs-, omsorgs-, landbrugs- og animationsfagene.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
