<b>Penge </b>I 2016 og i de kommende år udløber afdragsfriheden på realkreditlånet for mange boligejere, og så skal der til at betales af på lånet. Med mindre man da vælger en anden løsning.

Når afdragsfriheden på boliglånet ophører, og der er udsigt til en meget kraftig stigning i det beløb man skal betale hver måned, kan man som boligejer godt få sved på panden. Men der er ingen grund til at gå i panik. Der er løsninger, hvis bare man gør noget aktivt for at finde dem.

Rådet fra Sparekassen Kronjylland lyder: Tag en snak med din rådgiver, og gør det gerne i god tid inden afdragsfriheden udløber.

Læg en plan med din rådgiver

- Hvis man er ved at gå ud af sit gode skind, over udsigten til at afdragsfriheden snart udløber, så tag den med ro. Vi har tre grundbudskaber til folk: Tag den med ro, Tal med din rådgiver, Vi finder en løsning, siger Ingelise Vestergaard, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Stoholm.

For mange boligejere er der udsigt til meget højere månedlige udgifter, hvis man bare går i gang med at betale af på lånet over den resterende løbetid. Har man ikke luft i økonomien til at betale så stort et afdrag, bør man tale med sin rådgiver og få lagt en holdbar plan for ens økonomi.

- I langt de fleste tilfælde finder vi en løsning, så hverdagen kan fortsætte og økonomien hænge sammen. Det er bare vigtigt at komme ned og tale tingene igennem med os og høre om de muligheder, der rent faktisk er, siger Ingelise Vestergaard.

Står man ved udløbet af afdragsfriheden og skylder en million kroner, betyder det en stigning i ydelsen før skat på ca. 2.500 kr. om måneden for et fastforrentet lån, hvis man begynder at betale af på lånet. Vælger man i stedet at omlægge sit lån til et nyt 30-årigt fastforrentet lån med afdrag, så stiger den månedlige ydelse før skat kun med ca. 800 kr.*

- Det er helt individuelt, hvilken løsning der er bedst. Det vigtige er, at man kommer ned og taler med os, så det bliver mindre hektisk og ikke pludselig ramler om ørerne på en, siger Ingelise Vestergaard.

Hvis din økonomiske situation tillader det, er der i udgangspunktet tre muligheder, når afdragsfriheden på realkreditlånet udløber:

 Du kan beholde dit lån og begynde at afdrage på din gæld som planlagt. Ydelsen stiger meget.

 Du kan omlægge til et nyt 30-årigt lån med afdrag. Det giver typisk 10 år mere til at afdrage. Ydelsen stiger, men ikke nær så meget som i ovenstående løsning.

 Du kan lægge om til et nyt lån med fornyet afdragsfrihed. Dette kan du kun, hvis din økonomiske situation tillader det og din bolig ikke er overbelånt. Din ydelse vil være næsten uændret (måske endda falde), men du vil også udskyde afdragene yderligere.

- Generelt vil jeg opfordre alle boligejere til at tage en snak med deres rådgiver om mulighederne for at forbedre deres boligøkonomi, for lige nu er der for rigtig mange boligejere virkelig gode muligheder for at omlægge til et lån med meget lav rente, slutter Ingelise Vestergaard fra Sparekassen Kronjylland i Stoholm.