REGION Anders G. Christensen skriver nedenstående svar på indlæg fra Per Møller, Socialdemokratiets gruppeformand i Region Midtjylland, om »Træklatring« (red.)

Som dreng klatrede jeg meget i træer – og jeg var god til det. Det var sjældent, jeg faldt ned, og hvis det skete, landede jeg altid på begge ben. Socialdemokratiets gruppeformand i Region Midtjylland Per Møller mener, at Venstre og jeg er ude i træklatring i sagen om gratis parkering.

Det gode ved at sidde højt oppe i et træ er, at udsynet er godt. Og for at blive i billedet: Herfra kan jeg se, at der er mange udfordringer i det regionale sundhedsvæsen.

Sidste år var der næsten 12.000 aflyste operationer og kikkertundersøgelser. Mange patienter blev sendt hjem på selve dagen – og nogle endda, mens de lå på operationslejet. Hvorfor? Fordi der mangler personale.

Jeg mødte her i ugen en borger, der skulle have en helt simpel operation, men først fik en tid i 2027. Og vi kan alle se, at psykiatrien stadig lider under lange ventetider og overbelægning.

Det er disse udfordringer, vi i Venstre ønsker at prioritere, når vi nu har 330 mio. kr. at forhandle om i budgettet.

Gratis parkering lyder sympatisk. Men det koster 70 mio. kr. hvert år. Det svarer til over 100 sygeplejersker eller en betydelig udvidelse af psykiatripladserne. Derfor er det et enten-eller. Man kan ikke bruge de samme penge to gange, uanset hvor meget Socialdemokratiet forsøger at fremstille det som et både-og.

Socialdemokratiet – med Per Møller i spidsen – vælger i stedet at stikke hovedet i busken og kalde gratis parkering det vigtigste i et valgår. Det kalder jeg strudsepolitik.

Vi i Venstre vælger træklatringen, fordi vi vil have udsyn. Vi ser udfordringerne, og vi insisterer på, at behandlinger af patienter skal gå forud for symbolpolitik.