FREDERIKS I de seneste uger har man været i fuld gang med at byggemodne grunden og lave kloakker og forberede til fundamenter til de nye boliger på den gamle trælastgrund ved Solvænget i Frederiks.
Området og vejen kommer til at hedde »Savværket«, hvilket kommer af, at der tidligere har været savværk og trælast på grunden.
Bygherre og udvikler, bygmester Henrik Søgaard fra firmaet HS Byg A/S i Viborg, som står for udviklingen af området, mener, at de nye boliger kommer til at ligge med en unik placering i forhold til alle byens faciliteter. Det nye projekt vil gøre området til en ny attraktiv bydel, mener han.
De 42 boliger fordeler sig med 12 ejerboliger og endvidere 14 lejeboliger, som HS Byg A/S selv står som udlejer af, lyder det i en pressemeddelelse.
- Der er udlejet fem boliger, så det er stadig muligt af få en lejebolig, fortæller Henrik Søgaard.
Herudover er der 16 lejeboliger, som på et senere tidspunkt opføres og udlejes af Boligselskabet Sct. Jørgen.
Salg af ejerboligerne
Det er home Viborg og Bjerringbro som står for salget af ejerboligerne. Af ejerboligerne er der allerede tre solgte og to er reserveret.
- For en køber vil det altid være svært at beslutte sig udelukkende ud fra en tegning, så vi forventer, at når interesserede kunder i løbet af nogle måneder kan begynde at se boligerne, at der bliver god interesse for at købe en nybygget bolig. Forhåndsinteressen har været stor, siger Peter Stouby Mortensen fra Home Viborg og Bjerringbro, der har været med til at udvikle projektet.
Det nye byggeri henvender sig til alle aldersgrupper, og der er mulighed for, at der bliver et mere blandet beboerforhold, fordi der også er plads til eksempelvis børnefamilier, ligesom der er midaldrende og ældre, der efterspørger kvalitetsbyggeri.
Hidtil har den største interesse dog været fra senior-gruppen, der typisk kommer fra en stor villa, og som ønsker noget mindre, men ikke er klar til at flytte i en lejlighed, siger Peter Stouby Mortensen.
En af strømningerne på boligmarkedet lige nu er, at mange, især seniorer, søger imod mindre boliger, der er energirigtige og meget lidt vedligeholdelseskrævende, siger Home-ejendomsmægleren. Fleksibiliteten i indretningen og boligernes prisniveau åbner også mulighed for, at førstegangs-købere og småbørnsfamilier kan være med, fortsætter han.
Det er Mandrup Arkitekt og Ingeniør ApS, Viborg der har tegnet projektet.
Der vil i løbet af sommeren blive arrangeret »Åben byggeplads« arrangementer, så man kan se boligerne ved selvsyn.

Historien
Historien
1907-2016 - Fra Stendalgaard og Frederiks Savværker til XL Byg
I 1907 etableredes der savværk på grunden. Efter mange års opgang i byggeriet blev der i 1980 etableret byggemarked, som dog blev lukket ned i 2016. Samtidig med opførelsen af det nye projekt, bliver én af Frederiks grimme pletter på bykortet smukkeseret. Området har længe ligget lidt forsømt hen og set temmelig forfaldent ud.
Boligerne på Solvænget
Boligerne på Solvænget
De 12 ejerboliger bygges løbende som de bliver solgt. De første boliger forventes færdige i sommeren 2025. Boligerne er 120 m2 med mulighed for 3-4 værelser og 1-2 badeværelser, stue, køkken/alrum, entré, bryggers.
Der bliver parkeringsmuligheder ved boligerne. Hver bolig får en lille have med en dejlig terrasse, og mulighed for carport og udhus.
De 14 lejeboliger er på 94 m2, og rummer 2 værelser, køkken ud i ét med stue, bad og indgang/bryggers.
Hele projektet er godt gennemtænkt i beliggenhed, indretning, udseende, udførelse og materialer
Bebyggelsens placering er helt unik i forhold indkøbs- og transportmuligheder i byen og rummer samtidig rige muligheder for et aktivt liv med sports-/svømmehal og andre fritids- og kulturaktiviteter inden for få minutters gang.


Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]