VIBORG Hvor Skive, Struer og Holstebro for nyligt har afskaffet bøder for børn og unge under 18 år, går Viborg Kommune skridtet videre og fjerner biblioteks-bøderne helt.
Det sker i en to-årig forsøgsperiode.
Erfaringerne fra andre kommuner viser, at bøderne ikke får flere til at aflevere til tiden. Tværtimod kan de være en barriere for at bruge biblioteket. Når bøderne forsvinder, stiger udlånet, flere afleverer faktisk til tiden, og biblioteket opleves mere åbent og tilgængeligt, mener kommunen.
Mere tilgængeligt
I Viborg drejer det sig om ca. 400.000 kroner i bøder og 300.000 kroner i rykkergebyrer årligt. Forsøgsordningen er et socialdemokratisk forslag, der skal styrke læselysten, skabe mere lige adgang og gøre biblioteket til et sted, hvor man kommer af lyst - ikke af frygt for en regning.
- Vi står midt i en læsekrise. Børn og unge læser mindre, og voksne får for sjældent læst bøger. Derfor er det afgørende, at vi fjerner de forhindringer, der gør, at folk fravælger biblioteket. Det her er et socialdemokratisk forslag, som skal sikre, at adgangen til bøger, viden og kultur bliver mere lige for alle, siger Mads Panny (V), der er viceborgmester og formand for Kultur- og Fritidsudvalget I Viborg Kommune.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
