SKELHØJE Forrige fredag aften bød købmandsgården i Skelhøje på en slags Open by Night med billige priser.

Der var samtidig trukket i 80er tøjet og købmandsfamilien Duch var samlet for at betjene kunderne.

Den nuværende Thomas Duch havde blandt andre fået sin far, Mogens Duch, med.

Mogens Duch er født i købmandsgården og har også været købmand på stedet.

Købmandsgården slog dørene op første gang i 1924.

I 1947 overtog brdr. Ejner og Aage Duch og drev butikken sammen med deres hustruer frem til 1984.

I 1997 lejede købmand Mogens Duch, der også har haft Spar-købmanden i Thorning, butikken i Skelhøje, som han dog straks genudlejede til Peder Engedal. Peder Engedal overtog forretningen og drev butikken frem til 2009.

I 2014 var købmandsgården en socialøkonomisk virksomhed. Til at starte med var det med Mogens Duch (søn af tidligere købmand Ejner Duch) bag disken, men da det blev til lidt for mange timer, overgav Mogens Duch stafetten til Knud Gaarn-Larsen, som med en masse hjælp fra andre lokale ildsjæle, fik købmandsgården på benene igen.

Efter lidt tid var der dog brug for en mere permanent købmand bag disken, hvilket tidligere elev Michael Nielsen varetog i 2016 og frem til 2019.

I 2019 kom Peder Engedal tilbage til Skelhøje Købmandsgård og fik butikken moderniseret og gjort mere konkurrencedygtig.

I 2023 overtog Poul Claumarch købmandskitlen, som en midlertidig løsning indtil en mere permanent løsning faldt på plads. Desværre var det ikke helt let at finde det rette match.

Men så kom Thomas Duch til.

Sidstnævnte Thomas Duch er søn af Mogens Duch, og dermed er styringen tilbage i Duch-familien, som har en mangeårig tilknytning til butikken.

Fredag aften var der masser af mennesker til hygge ved købmanden. Der var blandt andet pølser og fadøl.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist