Karup Økonomiudvalget i Viborg Kommune har sagt ok til, at der gives en bevilling på 1,2 millioner kroner til et forsøg med ubemandet åbningstid på en særskilt haveaffalds-plads ved Karup Genbrugsstation.

På baggrund af miljøbestemmelser omkring blandt andet støj forventes pladsen at blive tilgængelig fra klokken 7.00 til 22.00 alle dage, fremgår det af dagsordenen.

På pladsen vil der blive mulighed for at komme af med haveaffald, jord og de røde miljøkasser.

Udenfor Karup Genbrugsstations normale åbningstid vil haveaffaldspladsen være ubemandet med adgangskontrol via overvågningskameraer og bom.

Adgangskontrol samt registrering og fakturering af erhvervsbesøg på pladsen forventes at fungere på baggrund af nummerplade-registrering.

I forbindelse med projektet skal der ryddes et stykke jord, som Revas allerede ejer, asfalteres, samt etableres lys, bom/adgangskontrol.

Projektet er tænkt som et forsøgsprojekt for etablering af tilsvarende ordninger på de øvrige genbrugsstationer i oplandet.

Forsøget vil fokusere på tilgængelighed, brugervenlighed og service.

Hvis ordningen virker optimalt for borgerne og i daglig drift, kan der eventuelt etableres tilsvarende ubemandede haveaffaldsplader på fire andre genbrugsstationer (Bjerringbro, Møldrup, Stoholm og Ørum) i 2026 og 2027.

I Viborg forventes der indrettet en lignende plads i forbindelse med den forventede udflytning af genbrugsstationen til Martinesminde om nogle år.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist