FREDERIKS Søndag klokken 00.15 blev Børnehuset Trekløveren Sol O Mio på Solvænget 172 i Frederiks ramt af brand og delvist ødelagt. Og dermed blev de 80 børn, der normalt passes der, »hjemløse«.
Mandag måtte børnene blive hjemme, men allerede i dag er der fundet nye løsninger for pasningen af de mange børn.
Dagtilbudschef i Viborg Kommune, Trine Verner Jensen, oplyser, at de 13 børn, der er i vuggestue i Børnehuset Trekløveren Sol O Mio er flyttet til børnehuset i Kølvrå.
- Her er der plads, da nogle af børnene i vuggestuen er på vej til børnehave i Karup, siger Trine Verner Jensen.
Placeret i Frederiks og Viborg
- De 25 kommende skolebørn fra Børnehuset Trekløveren Sol O Mio placeres i en bygning ved Frederiks Skole - i Kernehuset - hvor dagplejen har legestue. Her er der plads til dem, og her skal de være resten af tiden frem til at de skal i skole. De vender ikke tilbage til Børnehuset Sol O Mio.
De resterende 43 børn mødes i den separate afdeling af Børnehuset Trekløveren Sol O Mio, der hedder Regnbuen. Herfra kører de klokken 7.30 om morgenen ud til børnehuset Dalen i Ellekonedalen i Viborg.
Her er der et hus, der nu er ryddet og gjort klar til de børn.
Trine Verner Jensen oplyser, at den madordning, som er på Børnehuset Trekløveren Sol O Mio, følger med de børn, der skal til Viborg og til Kølvrå. Maden bliver i det tilfælde fremstillet i Dalen.
Børnene i Kernehuset skal have madpakke med - det er nyt.
Personalet er med
Trine Verner Jensen og andre fra ledelsen i kommunens dagtilbud holdt både søndag og mandag møder i Frederiks.
Blandt andet for at finde ud af om alt personalet havde mulighed for at følge med børnene til de nye adresser - det havde de.
Trine Verner Jensen oplyser, at der endnu ikke er nyt om udsigterne for, hvornår Børnehuset Trekløveren Sol O Mie igen er parat til brug.
- Skadesfolkene gjorde mandag et stort stykke arbejde for at rengøre vuggestuen, siger Trine Verner Jensen, og der var en lille forhåbning om, at huset kunne blive klar til vuggestuebørnene ret hurtigt.
- Men der er stadig lugt af røg, så huset skal have en ny omgang, og vi ved ikke, hvor lang tid, der vil gå.
Trine Verner Jensens forventning er, at Børnehuset Trekløveren Sol O Mio tages i brug i etaper. Og at der vil gå lang tid inden sidste del tages i brug.
- I første omgang, så gælder alle de ting, som vi har sat i værk, ugen ud, siger Trine Verner Jensen.
- Det kan være, at der vil komme ændringer for nogle af børnene i forhold til pasningssted, hvis vi finder noget, der er bedre.
Hvad mener du?
Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
