SKELHØJE Pia Viller Arendt, der er lokalt byrådsmedlem i Viborg, holdt festtalen i forbindelse med indvielsen af den nye slyngelstue og det nye køkken i Skelhøje Kultur- og Forsamlingshus i weekenden.
Det hele begyndte i 2001. Dengang blev fodboldforeningen »Frem« nedlagt, og salget af klubhuset gav midlerne til at starte noget nyt. Et fælles hus. Et samlingssted.
- Siden har I løftet stedet - skridt for skridt, sagde Pia Viller Arendt.
- I 2013 og 2014 blev salene og toiletterne renoveret, og I fik et flot nyt indgangsparti.
I 2022 blev udlejningsværelserne frisket op.
- Og nu står slyngelstuen og køkkenet klar til brug. Endnu et flot resultat af fællesskab og frivillighed.
- Og I er ikke færdige endnu - for inden længe ved jeg også at taget står for tur, sagde Pia Viller Arendt.
Hun roste lokalsamfundet og de frivillige kræfter.
- I holder huset i gang - ikke bare med hænderne, men med hjertet.
- Når der skal laves fællesspisning, julemarked, musikarrangementer eller sponsorcykelløb - så er det jer, der får det til at ske.
- I skaber liv, nærvær og fællesskab.
- Og huset står aldrig stille. Med ti yogahold om ugen, møder og udlejninger næsten hver weekend, er her altid aktivitet og liv.

Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
