POLITIK Vejen frem mod en ny fremtid for Silkeborg kommune ligger kun et valg og få måneder væk. Og vanen tro overhældes vi som borgere allerede nu med valg-junk i postkasser, på torve, med klimabelastende foldere og al mulig anden ragelse fra det lokalpolitiske segment.

Overbudspolitik og selvfedme. Og person- og fløjkrige, der minder om småbørns kampe i sandkassen om den røde eller blå spand.

Men set fra et helt almindeligt borgerperspektiv, er vi nogle stykker, der håber på forandring. På fornuft og visioner til glæde for hele kommunen. Også udenfor 8600.

Jeg håber seriøst, at magten i byrådet skifter hænder. At fire år med magtfuldkommenhed og lukkethed erstattes med seriøs borgerinddragelse. Helt på det lav-praktiske plan. Ikke kun via lokalråd eller overhørte høringer.

Afstanden fra Søvej til borgerne er blevet markant større i denne periode. Mistillid til magten er vokset betragteligt. Men hvis ikke den borgerlige side tager sig alvorligt sammen, ender vi med version 2 af det nuværende byråd.

De halv- og helrøde evner nemlig en simpel, men vigtig ting: samarbejdets lette kunst. De står sammen om at pege på en borgmester. Ikke af kærlighed, respekt eller anerkendelse. Men fordi de ved, at sammenhold i en valgkamp styrker deres egen kamp om magten.

Så hermed en opfordring til K, V, LA, DD og DF: Benyt samme strategi og taktik. Find en fælles borgmesterkandidat. I tabte magten sidste gang fordi særligt V og K nægtede at pege på hinanden.

Håber I evner borgerlig borgfred, så chancerne for et magtskifte optimeres. Ellers ser vi hen til nye fire år med lyserødt demokratur og Helle Gade ved roret. Det scenarie synes jeg ikke vores kommune har fortjent.