DØDSFALD Mandag den 17. marts døde tandlæge Ole Schmidt 83 år.

Ole Schmidt var lægesøn og fik sin alltidligste opvækst på Sejrø. Familien flyttede til Sønderjylland og senere til Århus, hvor han gik i skole og blev en del af spejderbevægelsen, hvilket var med til at forme hans menneskesyn og vække hans livslange glæde ved friluftsliv og natur. Det var også i Aarhus, at han fik sin uddannelse som tandlæge.

Som ung tandlæge tog Ole Schmidt til Kjellerup, hvor en ven, Ole Janum, var blevet tandlæge, og han fik arbejde samme sted. Efter et par år søgte han til Færøerne, hvor han var med til at oprette den kommunale tandpleje i Fuglefjord Kommune. Et par år senere søgte han tilbage til Midtjylland og fik arbejde hos Ole Janum, der nu var flyttet til egen klinik i Karup. Ole Schmidt arbejdede i Karup på halv tid, mens i den anden halvdel af tiden var undervisningsassistent på Tandlægehøjskolen i Århus.

Den 15. august 1974 startede Ole Schmidt sin egen klinik på Kongemosevej i Frederiks, hvor der før havde været lægepraksis. Klinikken voksede, og i 2006 flyttede han klinikken til Jernbanegade i Frederiks. I 2009 overtog Martin Quist Olesen klinikken og Ole Schmidt fik mulighed for at søge vikariat i Grønland, hvor han i perioder virkede flere steder over hele den store ø.

Socialt engageret

Ole Schmidt havde et stort socialt engagement, og var samtidig meget handlingsorienteret. Mens han med sin første kone, Bodil Andreasen, boede i Grønhøj, samledes de med andre forældre, der havde udfordringer med den undervisning deres børn fik i den almindelige folkeskole. Ole og Bodil Schmidt ejede Havredal Gl. Skole, og her kunne de få plads til at hjælpe børn og unge med indlæringsvanskeligheder. Der blev holdt mange møder i den gamle skole, og med støtte blandt andet fra fagforeningen SID blev der oprettet undervisning med computere. På den tid var det nyt og banebrydende. Der blev også afholdt sommerhøjskoler og musikfestivaller.

Kredsen af forældre blev opmærksomme på den landsdækkende forening »Landsforeningen til støtte af sent udviklede« - i dag »Landsforeningen Ligeværd«. De indkaldte til stiftende møde i Viborg, til oprettelse af en lokalforening i Midtjylland. Ole Schmidt har været en del af bestyrelsen en årrække på landsplan og lokalt lige til i dag.

Ole Schmidt var projektmager og ildsjæl. Han så muligheder og ikke begrænsninger, og ideerne udviklede sig, til tider eksplosivt. Han kontaktede Jysk Børneforsorg/Fredehjem og fik dem med på en ide, om at købe en gård, hvor man kunne uddanne unge med særlige behov, i det han kaldte »Havredal-planen«. Det var en strid kamp at få det op at stå. Der skulle mange penge til, og både kommune og amt var skeptiske og bange for at de kom til at stå med en regning, hvis de unge ikke kom videre. Endelig kunne der være en vis skepsis i lokalområdet, for hvordan ville det gå med at have sådanne unge boende.

Gård i Havredal

I 1993 købte man en gård i Havredal med en malkebesætning på 40 køer. Man startede med seks elever, men hurtigt steg antallet. Ole Schmidt var med i bestyrelsen fra begyndelsen, men som tiden gik opstod der misstemninger i det ellers så frugtbare samarbejde mellem Jysk Børneforsorg/Fredehjem og Lokalforeningen Midtjylland. Lokalforening Midtjylland fortsatte sit engagement i bestyrelsen, men i 1996 gik Ole Schmidt ud af bestyrelsen her og startede i stedet en ny bestyrelse, nu for Havredal Gl. Skole, hvor man startede »Grøn pedelmedhjælperuddannelse« en miljøbevidst gartner og pedelskole. Uenighederne var dog ikke større, end at Ole Schmidt var med til at føre de to skoler sammen igen i 2015 under navnet Havredal Praktiske Uddannelser. Skolerne er for længst landskendt og fagligt anerkendt. Flere hundrede unge har i dag forladt skolerne efter treårige forløb og sluset ud i job og bolig, lige som Ole Schmidt drømte om.

Oles livslange kærlighed og respekt for målgruppen »Unge med særlige behov« har ført til organisering af utallige skiture til Sverige og Østrig og cykelture fra Havredal til grænsen for unge fra hele landet. Her han skabt netværk og livsvarige venskaber, både for de unge og for den store flok af frivillige, som han organiserede.

I 2011 modtog han årets Helveg-pris for mere end 20 års engagement i kampen for at sikre unge ligeværdige muligheder – overrakt af, på det tidspunkt, formand for Ligeværd Marianne Jelved.

Beskeden og nøjsom

Ole Schmidt var et beskedent og nøjsomt menneske på egne vegne, men med tårnhøje ambitioner og politisk tæft i forhold til at ændre forholdene for udsatte grupper. Han var visionær, stædig, vedholdende og nyskabende.

Gennem mange år boede Ole og Bodil Schmidt på en nedlagt gård nær Kongenshus Mindepark med vidtstrakte lyngarealer som nærmeste nabo, og med får og heste. Selv om Ole havde seks kilometer til klinikken i Frederiks, foregik transporten mest på hans foretrukne befordringsmiddel cyklen, og gennem tiden har han slidt flere cykler op.

Ole Schmidt flyttede i 2000 til Hald Ege, hvor han blev modtaget af nye venner, madklub, rejsehold og fællesskab, og hvor han i årene efter, sammen med sin nye kone Kirsten og Bodil, skabte den storfamilie, som tager afsked med ham i dag.

Ole Schmidt blev i de sidste år ramt af sygdom, der blandt ramte hans førlighed. Det var en stor gene for den ellers så aktive mand, der havde mange jern i ilden, og som først som 75-årig stoppede som tandlæge.

Ole Schmidt efterlader sig tre drenge med sin første kone, Bodil, og tre piger som hans anden kone, Kirsten, bragte med ind i ægteskabet. Der er i alt ni børnebørn.

Ole Schmidt skal begraves fra Hald Ege kirke fredag den 28. marts klokken 13.

Tusind tak til Kirsten Fabian, Bodil Andreasen og Poul Erik Clausen for hjælpen til denne nekrolog.

Hvad mener du?

Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]