GRØNHØJ Ejeren af Grønhøj Kro, Gregers Laigaard, har ansøgt kommunen om opførelse af 11 tiny houses nordøst for de eksisterende bygninger på grunden.

Af dagsordenen til mødet i teknisk udvalg fremgår det, at de små huse skal bruges til boliger og til kortere midlertidige ophold som en del af formidlings-aktiviteter om bæredygtighed.

Grønhøj Kro er placeret centralt i Grønhøj ud til den gennemgående Grønhøj Skivevej.

De tidligere landbrugsbygninger på grunden er indrettet til museer, blandt andet om kartoffeltyskerne og Morten Korch.

Parkeringpladser

Ifølge planen skal der laves parkeringspladser, der både dækker behovet for de eksisterende museer og de ansøgte tiny houses.

Vejadgang etableres fra Fløjgårdevej.

Der etableres regnvands-håndtering som en del af en perma-have, og der etableres et beplantningsbælte rundt om området.

Der er ikke mulighed for overnatning på kroen på nuværende tidspunkt.

Gregers Laigaard vil lave en reception til modtagelse af gæster, der ønsker et midlertidigt ophold i et tiny house samt sikre, at der er mulighed for servering af et måltid til gæsterne.

Forvaltningen er i fortsat dialog med kroejeren om disponeringen af området, og hvordan de ønskede tiny houses skal fremtræde, så der sikres sammenhæng med Grønhøj by.

Realisering af projektet kræver, at der vedtages en ny lokalplan. Forvaltningen forventer endelig vedtagelse i slutningen af 2025. Inden da skal projektet i offentlig høring.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist