STRAND Store dele af Europa har i den seneste tid været ramt af hedebølge med temperaturer over 40 grader. Og det kan også være varmt i Danmark.
Tager man til stranden for at køle af med en dukkert, så husk endelig rigeligt med drikkevarer og en god madpakke, lyder anbefalingen fra livredderne.
- Får du for lidt væske i varmen, bliver du dehydreret og afkræftet, og sker det i vandet, kan det skabe en farlig situation. Tag derfor godt med vand med i strandtasken og suppler gerne med noget sukkerholdigt som saft, juice eller sodavand. Det er også vigtigt at få spist, selvom du i varmen måske ikke føler dig sulten, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Udover at huske rigeligt med væske og energi i varmen, er det også en god ide at søge skygge indimellem.
- Smør godt med solcreme på og tag en pause fra solen indimellem, fx under en parasol eller gå en tur op til ishuset, så du kan køle lidt af. Særligt midt på dagen, hvor det er varmest, skal du passe på, siger Anders Myrhøj.
Livredderne er klar og håber, at mange vil tage en tur på stranden i de kommende varme dage. Og de skal endelig bruge hele stranden, men går de i vandet, anbefaler livredderne, at det foregår mellem livreddernes flag.
- Skak folk bade, opfordrer vi klart til, at det sker mellem de rød-gule flag i strandkanten, hvor livredderne hele tiden holder øje med, hvad der sker, siger Anders Myrhøj.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
