SKELHØJE Skelhøje Købmandsgaard har det på mange måder godt. Driften og omsætningen er stabil, medarbejderne er dygtige og engagerede, mange frivillige yder en kæmpeindsats og opbakningen fra de lokale er generelt set fornuftig.
Alligevel er det benhårdt arbejde at få driften til at balancere, og der skal ikke rykkes meget ved tallene, før tingene bliver vanskelige. Derfor går butikken årets generalforsamling i møde med en opfordring om at bakke mest muligt op om butikken.
Skelhøje Købmandsgaard har rødder så langt tilbage som i 1924, og som siden efteråret 2020 har været en »Min Købmand«.
- Der vil være stor forskel på Skelhøje med og uden en købmand, simpelthen fordi, at det er et vigtigt aktiv, og det for nogle beboere er eneste indkøbsmulighed. Her tænker jeg særligt på de ældre. Hvis købmanden lukker, er der en del, som bliver nødt til at flytte fra byen. Det vil betyde flere tomme boliger og faldende boligpriser, og det gælder også i en række af de omkringliggende mindre byer. Det har betydning for alle, siger Kjeld Flammild, der er næstformand i bestyrelsen i Skelhøje Købmandsgaard, ligesom han arbejder som frivillig i butikken flere gange om ugen.
- Derfor knokler vi intenst og ihærdigt for, at butikken bevares. Dermed ikke sagt, at vi på nogen måde er lukningstruet, men det er afgørende, at vi fortsætter med at have fokus på at optimere driften og oplyse om, hvor meget butikken betyder for lokalsamfundet. Skal butikken bevares, er det vigtigt, at alle bakker op, også dem, der stadig har nemt ved at kunne handle andre steder, fortæller han.
Ikke dyrere
Det er Poul Claumarch, der er købmand i Skelhøje Købmandsgaard. Derudover er der ansat fire fleksjobbere, en række ungarbejdere og nogle frivillige.
- Vi har et engageret og dygtigt team, flot ledet af Poul, der som købmand kaster mange timer i butikken. Derudover har vi nogle frivillige, der også yder en stor indsats. Alle gør en stor forskel for butikken, og har man lyst til at hjælpe os nogle timer om ugen som frivillig, så er det bare at tage fat i os, fortæller Kjeld Flammild, der også gerne vil gøre op med en myte.
- Som lille købmandsbutik får vi ofte skudt i skoene, at vi er dyrere end de store supermarkeder. Det kan selvfølgelig variere fra vare til vare, men generelt set er det ikke tilfældet. Prøv gerne at sammenligne priserne, så vil du blive overrasket. Vi har blandt andet »Gul pris«, der matcher Rema 1000 og Netto på et bredt udvalg af hverdagsvarer, så du kan handle lokalt til discountpris. Vi har absolut attraktive og konkurrencedygtige priser, slutter Kjeld Flammild.
Der er generalforsamling i Skelhøje Købmandsgaard onsdag den 3. april. Generalforsamlingen afholdes i Landsbyhuset i Lysgaard. Seneste tilmelding er den 27. marts. Tilmelding kan ske i butikken.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]