Grønhøj To mænd i en stjålet gummiged lavede omfattende hærværk natten til søndag. En ødelagt husgavl, en nedkørt carport, oppløjede haver og ødelagte juletræer i juletræs-plantager var nogle af de mange ødelæggelser, de to mænd nåede at lave inden de kørte fast i et moseområde i Sparkær og blev anholdt efter en omfattende politijagt.

Gummigeden blev stjålet fra en adresse i Grønhøj af en 33-årig mand fra Karup og en 30-årig mand uden fast bopæl. Det er sket i tidsrummet mellem klokken 20 lørdag aften og 04.00 søndag morgen, hvor politiet fik en anmeldelse fra en kvinde i Sparkær, der netop havde set en gummiged køre gennem hendes have.

De to mænd havde kørt gummigeden fra Grønhøj til Sparkær og undervejs også stjålet en ATV, som de fragtede i gummigedens skovl. De fleste af de registrerede ødelæggelser er sket i Sparkær, men politiet er stadig interesseret i at modtage anmeldelser om hærværk.

- Det er voldsomt meget, de har ødelagt, og vi opfordrer folk, der har haft besøg af gummigeden om at henvende sig, så vi kan få det fulde overblik over situationen.

Da politiet jagtede gummigeden natten til søndag valgte de to mænd at køre ud over marker og kørte efter omkring en halv time fast i et moseområde, hvor de blev anholdt. Det skete kl. 04.45.

De blev sigtet for tyveri og hærværk, og den 30-årige blev også sigtet for kørsel uden førerret og i påvirket tilstand, da narkometeret gav udslag.

Politiet overvejede om ødelæggelserne havde været så voldsomme, at de to skulle fremstilles i grundlovsforhør. De blev dog løsladt søndag kl. 17 til senere retsforfølgelse.

Gummigeden vendte i løbet af søndag hjem til sin ejer, der selv hentede den, hvor den var kørt fast.