FREDERIKS Byrådsmedlem Anders Bertel (S) fra Frederiks mener det er positivt, at justitsministeriet vil placere et fængsel i Viborg Kommune. Han vil endnu ikke foretrække det ene sted frem for det andet.
- Det er de nærmere undersøgelser, der skal afgøre den endelige placering. Men set i forhold til arbejdspladser og de ting, der følger med i en investering på tre milliarder kroner, så ser jeg positivt på et fængsel i kommunen, siger Anders Bertel.
Han mener, at en vigtig del af processen er at etablere borgermøder og komme i dialog med de borgere, der har bekymringer - oftest dem, der bor tættest på.
- Hvis placeringen ender med at blive i Firehuse, så vil der helt sikkert være vækst i det. Men det samme vil gøre sig gældende i Møldrup, siger Anders Bertel, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet forud for næste valg.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
