FREDERIKS Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Viborg Kommune, Anders Bertel fra Frederiks, rykker frem i byrådet.

Viceborgmester Mads Panny overlader således pladsen i økonomiudvalget til spidskandidaten Anders Bertel, der i dag er formand for beskæftigelsesudvalget.

- Siden jeg blev valgt til borgmesterkandidat tilbage i februar har der været udtrykt ønske om, at jeg på et tidspunkt inden kommunalvalget skulle have sæde i økonomi- og erhvervsudvalget, siger Anders Bertel.

Han udtrykker i en pressemeddelelse stor respekt for Mads Pannys arbejde og glæder sig til at bygge videre på det stærke fundament, som han har skabt.

- Mads har i en årrække ydet en stor og vedholdende indsats i økonomiudvalget, hvilket også kan ses i det socialdemokratiske aftryk i budgettet for 2025-28, udtaler Anders Bertel.

Han er meget taknemmelig for det gode samarbejde, som de har, og har haft siden de begge blev valgt til byrådet tilbage i 2013.

- Heldigvis har Mads Panny som 1. viceborgmester og formand for kultur- og fritidsudvalget fortsat en meget central placering i byrådet og i Socialdemokratiet.

- Jeg glæder mig over, at han vil fortsætte sin vedholdende indsats for Viborg kommunes udvikling, da han har bekræftet sit kandidatur til næste valg.

Anders Bertel vil som næstformand fastholde et stærkt fokus på økonomisk ansvarlighed og sikre, at kernevelfærden forbliver i centrum for kommunens samlede indsats.

- Viborg kommunes borgere skal mærke, at vi har en ansvarlig økonomisk styring, hvor vi prioriterer ressourcerne til de områder, der gør den største forskel for trivsel. Med Socialdemokratiets indflydelse i økonomiudvalget står kernevelfærden allerøverst på dagsordenen, udtaler Anders Bertel.

I starten af året sagde fire partifæller farvel til partiet og efterlod Socialdemokratiet med kun tre byrådsmedlemmer: Mads Panny, Eva Pinnerup og Anders Bertel er i dag de eneste tilbage af de otte, som blev valgt ind i byrådet ved valget i november 2021.

Martin Sanderhoff forlod Socialdemokratiet i april og er i dag medlem af Moderaterne i byrådet.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist