BAGER Da Christina Cramer Sonn, 51, skulle til at vælge, hvad hun gerne ville være i livet, kom hun i erhvervspraktik hos Byens Kagemand i Frederiks.

Hun var slet ikke i tvivl. Hun ville være konditor.

Da Christina Cramer Sonn havde været i erhvervspraktik hos Byens Kagemand, fik hun fritidsjob samme sted, og senere læreplads. Hun kunne ikke blive konditor i Frederiks, men blev i stedet udlært bager.

- Jeg fik lov til lave mange kager, og jeg fik lov til at øve mig, når jeg skulle til konkurrencer. Senere hjalp Lars Trier mig også videre. Der kom en en sælger forbi, der kendte Kransekagehuset i København, og via den kontakt, og Lars, der snakkede godt for mig, så fik jeg en læreplads der, siger Christina Cramer Sonn.

- Lars var med til at skubbe mig i den rigtig retning. Han vidste, hvad jeg gerne jeg gerne ville. Jeg tror, at han har skubbet mange i den rigtige retning. Han har lært mig tro på, at jeg kan de ting, han har givet med frie tøjler. og gav mig plads, da jeg deltog i DM for unge bagere i Herning, hvor jeg blev nummer to.

Christina Cramer Sonn var fra begyndelsen helt klar på, hvorfor hun ville være konditor.

- Det var fordi, der var en mulighed for både at bruge hænderne og det kreative, siger Christina Cramer Sonn, der samtidig også har erkendt, at jobbet som bager og konditor er hårdt, så derfor har hun taget en tredje uddannelse som procesteknolog med base i fødevarer på teknisk skole i Roskilde.

I dag bor Christina Cramer Sonn i Trekroner ved Roskilde. De seneste år har hun arbejdet hos Novonesis som testbager. Hun bager brød, der bruges til forsøg med enzymer.

- Jeg er gået forskningsvejen - og lidt ud af kagerne, siger Christina Cramer Sonn.

- Vi er faktisk syv testbagere, der arbejder med enzymer. For eksempel indeholder næsten alt sandwichbrød enzymer, der sikrer, at det er blødt længere, og enzymer kan også forbedre volumen og minimere bagetiden på brødene.

Før hun blev testbager, var Christina Cramer Sonn i 10 år konditor i Kransekagehuset. Bagefter var hun på hotel i London som konditor og blandt andet lavede sukkerarbejde, inden hun kom retur til Konditori HC Andersen i København. Det var her hun var med til at bage til kronprinsparrets bryllup.

Smagene fra den kage, kan folk i Frederiks opleve 1. juni ved det store kagebord i Alhedehallerne.

- Det er en kage med en jordbær-rabarberfromage med lys chokolade, mandenbund og lys browniebund, som jeg fik lov til dengang at komme med op på Fredensborg for at lave, siger Christina Cramer Sonn.

Hun lover, at publikum godt kan glæde sig.

For det bliver godt. Og for hende selv hyggeligt at komme hjem bageriet, Lars Trier, forældre og Frederiks og komme tilbage til der, hvor det hele begyndte.

Hvad mener du?

Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist