KARUP Lørdag åbnede ikke bare en ny butik, men fire butikker på samme adresse i Bredgade i Karup.

Det er indehaver og blomsterdekoratør hos Sunds Blomster, Tina Rosengaard Libner fra Karup, der har samlet tre samarbejdspartnere til at åbne en ny butik i Bredgade 11, hvor der en gang var en hosekræmmer.

Der er således tale om et kreativt hus med fire forskellige butikker under et tag.

Butikken kommer til at hedde »Made by hand«

- Jeg ville gerne lave en selvbetjeningsbutik i Karup, hvor man kan låse sig ind med kode og betale med mobilepay.

- Det lokale, jeg fandt var lige stort nok for mig. Så jeg spurgte nogle i mit netværk og nogle, jeg ikke kendte, om de havde lyst til at være med. Nu er vi fire, og de får hyldeplads ved mig, og vi laver alle noget forskelligt, forklarer Tina Rosengaard Libner.

Ud over hende selv er Birgitte Guldhammer Falkesgaard, »Alma Keramik« i Vildbjerg, med.

Det samme er Astrid Sangild fra »Madam Græskar« i Simmelkær.

Endelig er illustrator Bettina Lehmann fra »Draw and doodle study« i Karup repræsenteret.

- Betinna havde butik i Bredgade, men lukkede sidste sommer. Det var svært at få det til at køre rundt. Nu er vi flere om det, og derfor er hun nu tilbage i Bredgade, forklarer Tina Rosengaard Libner.

Da Tina Rosengaard Libner bor i Karup var det oplagt at starte en selvbetjeningsafdeling med sammenplantninger, buketter og brugskunst samt andet fra en blomsterforretning i byen.

- Jeg er en del af Interflora og Karup er en del af mit område, så jeg er alligevel i Karup flere gange om dagen, siger hun.

Karup har tidligere haft blomsterforretning, nemlig Urtepotten, der lukkede.

- Karup er en god by, og vi kommer med et frisk pust af varer, som der ikke er der i forvejen, siger hun.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist