SKELHØJE Har man en forkærlighed for lokale krydderurtesnapse ledsaget af lidt sild og ost, så er der en god mulighed torsdag den 29. august. Her arrangerer foreningen Kalk Kaminoens Venner for tredje år i træk Snapseurtetur et sted langs Kalk Kaminoen. Denne gang er det i og omkring Skelhøje.

- I august bugner det med spiselige planter i naturen. Ganske mange er også velegnede i kryddersnapse. Vi hører om, hvordan de anvendes i kryddersnapse og dufter til nogle af krydderurterne på en kort tur i Gletcherdalen ved Skelhøje, inden vi ved aften-tide sætter os til bords i den overdækkede pavillon på banearealet overfor byens Kulturhus. Her får vi et let traktement med 3 slags hjemmelavede kryddersnapse, lidt sild og lidt ost, fortæller turleder og snapsebrygger Arne Friis Hansen, Sparkær.

- Egentlig har jeg lavet 4 forskellige snapse i år. En porsesnaps, brygget på porsebuskens blade. Det er en klassiker, som vi alle kan li’ og som vi i dagens anledning har døbt »Hedens Porsche«, fortæller Arne Friis Hansen.

Han har også haft humoren med i sin navngivning af Spanske Munkes Anis , som er brygget på sødskærmens umodne, grønne frugter. »Sødskærm« bliver også kaldt spansk kørvel eller aniskål. Den har en meget tydelig duft og smag af anis og dufter af Kongen af Danmark bolcher, fortæller snapsebryggeren.

Mjød og sengehalm er hans titel på en kryddersnaps, brygget på gul snerre og almindelig mjødurt. Mjødurten vokser i de våde enge, og blev tidligere anvendt i både mjød og øl, mens Gul snerre findes på de tørre vejgrøfter og ofte kaldes for Jomfru Marias Sengehalm.

Sidste smagsoplevelse bliver en perikonsnaps som Arne Friis Hansen har forsynet med den spidsfindige titel Jochanan Sanguis . Hvad der ligger bag etikettens navn, fortæller han mere om den 29. august.

- Det er også en god ide at have sangstemmen med ved bordet. Med jævne mellemrum bryder vi ud i både danske og svenske snapseviser, som svenskfødte Ann Dithmer, akkompagnerer til på sin harmonika, lyder opfordringen.

Udover at lægge op til nogle timers hyggeligt samvær ved Kalk Kaminoen er formålet med arrangementet blandt andet også at øge kendskabet til den lokale flora, og hvilke der kan anvendes i kryddersnapse.

Der er begrænset deltagerantal, og tilmelding sker derfor efter »først til mølle«- princippet på Kalk Kaminoens side på Facebook, hvor man også finder flere praktiske oplysninger om arrangementet.

Sidste dato for tilmelding er den 23. august.

Privatfoto
Privatfoto

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist