FREDERIKS Der foregik en heftig biljagt natten til torsdag nord for Frederiks med en stjålet VW Touran fra Frederiks i hovedrollen.
Bilen blev stjålet på Holbergsgade i Frederiks. Det meldte bilens ejer klokken 03.58 til politiet. Tyven havde stjålet nøglen til bilen i huset og var stukket af.
Der var en politipatrulje i nærheden - en hundepatrulje i en transporter - og 21 minutter efter anmeldelsen fik patruljen øje på den stjålne sorte bil. Det var ved Sjørup. Biltyven ville ikke standse. I stedet blev det til en biljagt.
Den foregik på de små landeveje ved Grønhøj, Sejbæk og Daubjerg.
Fungerende politikommissær ved politiet i Viborg, Maria Jensen, oplyser, at der blev kørt stærkt under biljagten. I hvert fald over 100 kilometer i timen på de små landeveje.
Hundepatruljen måtte til sidst opgive jagten.
- Der var hunde bagi, og det var for usikkert at køre stærkt med transporteren, siger Maria Jensen til Midtjyllands Avis.
Bliver biltyven fanget, så bliver vedkommende mødt med sigtelser for brugstyveri, for at stikke af fra politiet og for vanvidsbilisme.
Den stjålne sorte VW Touran har registreringsnummer CX 50 469.
Et særligt kendetegn er, at bilen har et sort stenslag i højre nederste del af forruden.
Hvad mener du?
Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
