VIBORG Birthe Harritz, Birgith Langballe, Marianne Aaris Andersen og Mette Nielsen meddelte mandag, at de nu meldte sig ud af Socialdemokratiet i utilfredshed med arbejdsmiljøet blandt andet. Og i konsekvens af, at Mette Nielsen ikke ugen før blev opstillet på Socialdemokratiets liste til valget i 2025.
På det møde blev der i stedet udtrykt mistillid til Mette Nielsen for hendes måde at være på.
De fire tidligere byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet har allerede fortalt, at de vil danne en ny liste til næste valg.
Nu har borgerlisten fået navn: Nemlig Velfærdsdemokraterne.
Den nye liste oplyser, at bevægelsen har til formål at sætte borgerne og deres velfærd i fokus og arbejde for et retfærdigt og inkluderende velfærdssamfund.
De fire stiftere kalder beslutningen om at forlade S for svær.
De siger også, at de ønsker at tage ansvar og samarbejde på midten i byrådet for at træffe beslutninger, der sikrer gode levevilkår i både Viborg og de omkringliggende mindre byer.
- Vi ser fremad og ønsker at samarbejde med alle partier i byrådet. Vi vil være en stærk stemme for velfærden og tage ansvar sammen med vores kolleger. Vores mål er at skabe positive forandringer og sikre gode levevilkår for alle i både by og land, siger Birthe Harritz, Birgith Langballe, Marianne Aaris Andersen og Mette Nielsen i en fælles udtalelse.
Birgith Langballe oplyser til avisen, at man endnu slet ikke har talt om, hvem man vil pege på som borgmester efter valget.
Alt er stadig så nyt.
- Men vi søger mod midten, vi vil samarbejde med alle for at finde løsninger, siger hun.
Mette Nielsen tilføjer, at gruppen nok vil pege på den kaniddatm der vil give Velfærdsdemokraterne mest indflydelse.
Hun er rigtig glad for den modtagelse, som den nye gruppe har fået.
- Jeg er næsten forundret over den brede og positive opbakning, som vi har fået. Alle har været med på, at det måtte være sådan, at vi måtte gå. Jeg har ikke haft nogen i min omgangskreds, der forstod, hvorfor jeg blev ved med at kæmpe i S. For det var gået for lang, men for mig var det vigtigt at slås for sammenhold. Det her har været en smertefuld proces, siger Mette Nielsen.
- Men nu er vi der, hvor vi er. Og vi har fundet vores egen farve - den er lyserød.
Mette Nielsen er ikke bekymret for, hvordan det skal gå ved det kommende valg - eller i det politiske arbjde nu.
- Vi er den tredjestørste gruppe i byrådet, og vi er taget pænt imod og konstruktivt af alle partier, siger hun.
- I S var vi jo aldrig uenige om den politiske retning - det var mere arbejdsmiljøet, som var for dårligt, og som vi ikke kunne se os selv i.
Hvad mener du?
Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
