SKELHØJE I de senere år har der været flere udskiftninger på købmandsposten i den socialøkonomisk drevne købmandsbutik i Skelhøje.
Men med ansættelsen af 43-årige Thomas Duch som købmand ser det ud til, at man har fundet en fast løsning.
Tidligere har både hans far og farfar været købmand i Skelhøje.
I et nyhedsbrev skriver butikken, at Thomas Duch er kommet flyvende i gang med butikken og dens drift, siden Jens Bonde tog tilbage til sin egen butik i Vejlby Klit. Og det er gået godt med at lære butikken, rutinerne og kunderne at kende.
»Thomas har fået godt styr på mange ting, og bestyrelsen vil gerne rose ham for det flid og ildhu han lægger butikken. Det er en fornøjelse at samarbejde med købmand Duch«, lyder det fra bestyrelsen.
Ikke nem opgave
Det er dog ikke en nem opgave at drive købmandsbutik i Skelhøje økonomisk set.
Første halvår af regnskabet, som sluttede den 31. marts, tegner til at give underskud på godt 200.000 kroner.
»Vi tilskriver det, at det var en ret kaotisk tid, hvor der manglede styring af butikken«, skriver ledelsen.
Der er stadig håb om at man kan indhente en del af underskuddet inden regnskabsåret ender 30. september.
Det forudsætter dog, at butikken hver uge kan overholde budgettallene.
De ugentlige omsætningstal ser ikke tilfredsstillende ud på det sidste, og bestyrelsen har besluttet, at man for en periode, hver uge vil offentliggøre omsætningstallene for at gøre det mere gennemsigtigt for kunderne, således de kan hjælpe med at nå i mål med omsætningstallene.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
