Lokalhistorisk Forening for Karup-området har afholdt generalforsamling med fin tilslutning.
Første punkt var formandsberetningen, og formanden, Inger Merstrand, fortalte om de forskellige arrangementer i årets løb og glædede sig over det generelt gode fremmøde. Medlemstallet er stadig stigende, og ved udgangen af 2015 havde foreningen 172 medlemmer. Det reelle medlemstal er dog langt højere, da t kontingent også gælder for en eventuel ægtefælle.
Ny webmaster
Formanden nævnte blandt andet, at den lokalhistoriske hjemmeside fik ny webmaster i efteråret. Det er Bo Christensen, der har afløst Bjarne Hesselvig - som valgte at holde efter at have været webmaster i en årrække. Hjemmesiden har et pænt antal besøgende.
Efter formandsberetningen fremlagde kassereren, Jørn Nødskov, regnskabet, der for en gangs skyld udviste et mindre underskud. Kassereren foreslog derfor en mindre stigning af kontingentet, så det fremover bliver 70 kr. om året. Forhøjelsen blev enstemmigt vedtaget.
Der var genvalg til alle, der var på valg, men bestyrelsen har endnu ikke konstitueret sig. Efter at dagsordenen var afsluttet, overrakte formanden vin til de frivillige arkivmedhjælpere, John Thomsen, Ilse Norsk og Jan Højgaard, med en stor og velment tak for hjælpen. De to øvrige hjælpere, Birthe Nexø og Helle Christensen var ikke til stede, men får så vinen ved en senere lejlighed.
Sat navne på
Om planerne for 2016 fortalte formanden, at foreningen har en aftale med Bjarne Nielsen Brovst om en Jeppe Aakjær-aften til efteråret, og hun nævnte desuden, at der er planer om at vise gamle billeder fra arkivet i samarbejde med Karup-Kølvrå Seniorklub med det formål at få sat navne på ukendte ansigter, inden det er for sent. Endelig vil der muligvis også blive et foredrag med fremvisning af meget gamle billeder fra Hald-lejrene efter krigen i 1864.
Efter generalforsamlingen var der kaffe og kage, og Lars Heidemann fra Hald Ege-Samlingen fortalte den spændende og meget usædvanlige historie om byens opståen omkring de røde barakker.