<strong>LEGEPLADS</strong> Lørdag den 20. august inviteres alle børn og voksne i Lysgård og omegn til indvielse af en ny legeplads. Først bydes velkommen og herefter vil der være fælles lege/konkurrencer. Efterfølgende er der kaffe/the og kage og juice til børnene. Derefter er der fri leg. Der sluttes af med snobrød over bål og pølser på grillen. Hele arrangementet er gratis.

- Vi håber, at rigtig mange vil komme og være med til at fejre indvielsen af den nye legeplads, så børnene kan få prøvet de mange nye legeredskaber af, fortæller Anja Krems, på vegne af Landsbyhuset i Lysgårds bestyrelses vegne, i en pressemeddelelse.

- Vi søgte Viborg Kommune om penge til fornyelse af legeredskaberne på sportspladsen på Sjørupvej i Lysgård. Vi fik for et par år siden en sum penge, som vi brugte på et nyt klatrestativ, men resten af legeredskaberne var temmelig nedslidte, så vi søgte igen om penge fra puljen. Det var derfor en stor glæde, da vi fik tildelt 270.000 kr. til nye legeredskaber. Vi har efterfølgende haft kontakt til nogle firmaer, som laver legepladsudstyr, her endte vi med et rigtig godt tilbud fra Uno. Det var et tilbud, der var inklusiv opsætning af legeredskaberne. Bagefter har vi fra bestyrelsen, samt nogle frivillige borgere fra Lysgård og omegn, haft nogle arbejdsdage/aftener, hvor vi fået lagt 100 kvadratmeter fliser, støbt kant rundt om fliserne, planeret og rettet til under de legeredskaber der kræver faldunderlag med gummimåtter, der også lige skulle skæres til, der er blevet hakket og luget og meget mere.

På den nye legeplads har vi nu fået to nye gynger, en fuglerede-gynge, en god lang Tarzan bane, som også inkluderer klatrestativet, legehus, fodboldmål, 16 kvadratmeter stor pavillon, bålplads og nogle bænke. Alt i alt en ny stor og dejlig legeplads for både små og store børn.