KARUP Den 4. april venter der et usædvanligt syn i morgentrafikken langs Hovedvej 13. Hydrema sender nemlig en kortege af seks rendegravere gennem landskabet fra Støvring til Philbert Entreprise i Midtjylland. De to virksomheder har netop indgået en ekstraordinær stor aftale og fejrer leveringen ved at invitere lokale børn til citronmåne - og et kig på de store gule maskiner.

Om morgenen den 4. april triller seks 10 tons tunge rendegravere afsted i en kortege fra Hydrema i Støvring mod Philbert Entreprise, som ligger mellem Frederiks og Karup.

Selvom Hydrema lever af at levere store maskiner, er det langt fra hverdagskost, at nogen bestiller seks ens rendegravere i én ordre. Derfor ser Hydrema også særligt frem til, at de på fredag kan farve Hovedvej 13 i rendegraverens karakteristiske gule farve.

Hos Hydrema har man tradition for at fejre alle maskinleveringer med citronmåne ved ankomst. Men denne levering er seks gange større end en normal ordre. Derfor er der lagt op til et større arrangement.

- Det er ikke så tit, at vi leverer flere rendegravere på én gang, og det vil vi gerne fejre. Vi ved, at børn, ligesom os, bliver imponerede over de store maskiner. Derfor har vi inviteret børn fra lokalområdet til citronmåne og »rendegraverskue«, siger Dennis Vesterbæk Hampe, marketingchef hos Hydrema.

Hydrema Group er en familieejet dansk koncern, specialiserer sig i at udvikle, producere og markedsføre entreprenørmaskiner til de kunder, som stiller de højeste krav til deres maskiner. Hydrema er kendt verden rundt, på de mest industrialiserede markeder, for vores innovative og førsteklasses maskiner. Maskinerne er i mid-size segmentet og er kendt ved unikke egenskaber til nicher i markedet.

Hvad mener du?

Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist