LÆSERBREV Formanden for Region Nordjylland, Mads Duedahl (V) udtalte forleden følgende: ’Medarbejdere og patienter skal ikke betale for parkering (ved det nye supersygehus i Aalborg). Der er landet en historisk god Økonomiaftale. Aftalen gør, at jeg med ro i maven kan sige, at der både er økonomi til sundhed og gratis parkering’.
Det er efter min mening en klog udtalelse – og den flugter med Socialdemokratiets vurdering i forhold til forudsætningerne for budgetlægningen i Region Midtjylland.
Økonomiske forudsætninger for budgetlægningen:
Vi har et driftsbudget på 35 mia. kr. og et anlægsbudget på omkring 900 mio. kr.
Økonomiaftalen indebærer for Region Midtjyllands vedkommende, at vi får ekstra 456 mio. kr. til driften, hvor vi i de kommende forhandlinger har omkring 330 mio. kr . til disposition, når budgettilpasninger og økonomivurderinger er foretaget.
Det er på de forudsætninger, vi fra socialdemokratisk side går ind i budgetforhandlingerne, som forventes afsluttet 2. september.
Inden jeg nedenfor præsenterer vore budgetønsker i forhold til driften, skal jeg anføre, at den eksisterende Investeringsplan 2025-2033 i hovedtræk videreføres, således at berammede byggerier m.v. gennemføres som anført. Det drejer sig bl.a. om om- og udbygning af hospitalet i Randers, Ny Psykiatri og en ny Sterilcentral i Horsens.
Dette vil vi fra socialdemokratisk side i forhandlingerne supplere med bl.a. forslag om yderligere 40 sengestuer i Randers og etablering af 48 ekstra sengepladser i Psykiatrien de kommende år.
Vore prioriteringer i budgetforhandlingerne: Demografimidler til hospitalerne. Høreapparatsbehandling. Kvindesygdomme. Siddende patientbefordring. Børne- og ungepsykiatrien. Speciallægepraksis indenfor kardiologien. Gratis parkering ved hospitalerne for patienter, pårørende og personale
Det er vore prioriteringer i de kommende forhandlinger samtidig med, at vi også har opmærksomhed på Øre-, Næse- og Halskirurgien, Øjenområdet og Neurologien i forhandlingerne.
Et ’både-og’:
Vores vurdering er, at den kommende budgetforhandling ikke drejer sig om enten gratis parkering eller bedre sundhed på udvalgte områder. Det er efter vor opfattelse en kunstig modsætning.
Vi har mulighed for begge dele.
Vi kan få mere sundhed på udvalgte områder – og spiller altså ind med ovennævnte i de kommende forhandlinger - og er åbne for en drøftelse af flere af de forslag, som andre partier spiller på banen. Naturligvis.
Samtidig fastholder vi vort forslag om gratis parkering ved alle vore hospitaler for patienter, pårørende og medarbejdere.
Og Mads Duedahl (V) får et sidste ord: ’Region Midtjylland ser ud til at afskaffe betalingsparkering ved deres sygehuse, så vi har også taget hensyn til rekrutteringsindsatsen i regionen med vor beslutning’.
Den udtalelse er også værd at skrive sig bag øret, når vi (for alvor) går ind til forhandlingsbordet og, håber jeg, lander et bredt forlig.
Det skylder vi borgere og medarbejdere.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]