FREDERIKS Den tidligere tandlæge fra Frederiks, Martin Qvist Olesen fra Frederiks, er igen vendt hjem fra en stor badminton-turnering med en medalje om halsen.
Martin Qvist Olesen deltog i »European Senior Badminton Championships«, denne gang i Heusden-Zolder i Belgien. Turneringen forløb over syv spilledage, og der var tilmeldt 1569 deltagere fra 31 forskellige europæiske lande. I Martins singlerække i plus 60 stillede 82 spillere op.
- Min ambition var at veksle sølvmedaljen fra Slovenien 2022 med mere ædelt metal, selvom jeg vidste det ville blive meget vanskeligt, siger Martin Qvist Olesen.
I mellemtiden er der nemlig dukket en verdens-klassespiller fra Sverige op, som har vundet alt sidste år, blandt andet vandt han alle tre rækker ved VM i Sydkorea. Hvis Martin kom gennem de første fire runder, skulle han møde ham i semifinalen.
Efter sejre mod spillere fra England, Italien, Sverige og Irland i de første kampe, stod Martin så med muligheden for at være den første, der vandt et sæt over verdensmesteren Jan-Eric Antonsen.
- Jeg vandt lodtrækningen og valgte den »svære« side først (lysforhold og vind spiller ind) for at kunne slutte på den gode side efter sidebytte i et eventuelt tredje og afgørende sæt. Jeg tabte da også første sæt 21-16, men fik det vendt på den gode side i andet sæt, som jeg vandt 21-14.
- I tredje sæt var min plan at følge så godt som muligt med til 11 før sidebyttet, som jeg regnede med ville komme mig til gode. Men desværre kom vi ikke så langt, da jeg ved stillingen 8-8 fik en akillessene-skade og måtte opgive. Det var noget af en skuffelse, men der blev dog en bronzemedalje i trøstpræmie.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
