SKELHØJE I Skelhøjes lille købmandsbutik, der er en socialøkonomisk virksomhed, ærgrer man sig gul og grøn.

Økonomien er ikke stor og nu kan butikken se frem til en bøde på 50.000 kroner fra Sikkerhedsstyrelsen.

Bestyrelsen skriver i et nyhedsbrev, at der tidligere på foråret blev begået en fejl af en butiksmedarbejder, fordi der blev solgt tobaksvarer til en person under 18 år. Det blev solgt til en såkaldt » mystery shopper«, som er en ung kontrolkøber udsendt af Sikkerhedsstyrelsen.

Butikken har ikke modtaget bødeforlægget endnu, men har fået et forvarsel herom.

»Det er naturligvis en menneskelig fejl, som vi tager på os, og som ikke burde været sket. Men sket er sket og vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi kan blot lære af vores fejl«.

Ledelsen er bestyrtede over bødestørrelsen, som den synes er urimelig hård for en butik af den størrelse.

»Bestyrelsen er også fast besluttet på at gå i retten med bødeforlægget, når vi modtager denne, da vi mener at proportionalitets-princippet er brudt. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at straffe alle butikker i Danmark ens, så for eksempel Bilka i Vejle med en årlig omsætning på 850 millioner kroner, vil få samme bøde, som vores lille butik med en årlig omsætning på cirka 10 millioner kroner.«

Butikken har regnet ud, at bødens størrelse svarer til en omsætning på cirka 250.000 kroner.

»Med en sårbar økonomi, som butikken har, er det meget ødelæggende for os, og bestyrelsen er derfor i tænketank over, hvordan vi kan samle penge ind til bøden«.

Bestyrelsen har besluttet, at butikken, som et første tiltag, vil afholde dette års sponsor-cykelløb til den årlige byfest i et forsøg på at samle penge ind til »dummebøden«.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist