KARUP Det var i begyndelsen af juli, at vi kunne fortælle, at John Hummelshøj, 60, fra Nr. Nissum havde overtaget Cafeteria Midtvejs i Karup, der har stået tomt en periode. Han har købt cafeteriet af Roseanne og Tonni Hansen, og skal drive caferiet sammen med Shila Junker fra Holstebro.
I starten af juli mente John Hummelshøj, at Cafeteria Midtvejs ville åbne i løbet af to-tre uger, Så hurtigt går det ikke.
John Humnmelshøj oplyser, at han har fået malet cafeteriet, der er skiftet møbler, der er sket fornyelser i køkkenet, der er en ny disk, og menuen er på plads.
- I næste uge skal vi prøvekøre menuen. så vi er klar, så John Hummelshøj.
Fødevaremyndighederne har sagt OK til stedet, så lige nu mangler der alene en alkoholbevilling, så cafeteriet kan servere alle drikkevarer til maden. Den side af sagen er ikke på plads endnu på grund af ferien, siger John Hummelshøj.
- Men vi er blevet lovet, at det er klar i løbet af 14 dage, siger han videre.
John Hummelshøj tager det dog stille og roligt til han er helt sikker.
Interessen for genåbningen af Cafeteria Midtvejs er stor, fortæller den nye ejer.
- I lørdags, da vi arbejdede her, satte jeg en streg for hver person, der kom og bankede på døren for at høre om vi havde åbent. Jeg stoppede ved 36 streger, siger John Hummelshøj.
- Der kommer folk hele tiden.
Han regner med at åbne med en reception, hvor der serveres helstegt pattegris.