SKELHØJE Der har været flere udskiftninger på købmandsposten i butikken i Skelhøje i de seneste år.
Seneste mand på posten, Henrik Andersen, der for nyligt blev ansat, er ikke længere en del af personalet.
»Bestyrelsen måtte desværre erkende, at de gensidige forventninger ikke helt passede sammen«, lyder det i et nyhedsbrev fra bestyrelsen.
Det er dog lykkedes bestyrelsen bag købmandsbutikken, der er en socialøkonomisk virksomhed, at få en midlertidig købmand.
Der er tale om Jens Bonde, der allerede har en butik i Vejlby Klit. Han kan hjælpe indtil 1. marts, hvorefter han skal hjem til sin egen købmandsbutik, der kun har åbent i sommerhalvåret.
Kjeld Bitch, der formand for butikken, søger også én til at overtage hans post efter en årrække. Han siger til Midtjyllands Avis, at han har været formand i meget længere tid, end det fra starten var meningen.
- Jeg har fundet to lokale, som gerne vil stille op, siger Kjeld Bitsch.
Den nye formand skal udpeges ved en generalforsamling, der foregår hvert år.
Der skal også søges efter en ny købmand. Formanden er fortrøstningsfuld.
Økonomi
Kjeld Bitsch mener også, at økonomien i butikken ser fornuftig ud.
Dog er omsætningen for november cirka fire procent mindre end forventet, fremgår det af nyhedsbrevet.
»Disse tal er naturligvis ikke tilfredsstillende, men kan dække over flere årsager. Vi kan jo ikke komme udenom, at hylderne har været alt for tomme de sidste par uger, og dermed kan det være svært at få solgt de antal varer, som vi forventer. Vi håber ikke, at det skyldes, at vores kunder ikke ønsker at handle hos os«
Bestyrelsen er dog optimistisk om, at de tomme hylder hurtigt vil blive fyldt op igen - med Jens Bonde som købmand.
»Julehandlen er vigtig for alle dagligvare-forretninger, og særligt de små butikker kæmper lidt mod de store på markedet, da de store har en meget aggressiv markedsføring«, lyder det.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
