KARUP Kommunerne bag Midtjyllands Lufthavn slipper formentlig for at betale det samlede årlige driftstilskud på syv millioner kroner fra 2026.

Det er det beløb, som de ni ejerkommuner betaler i alt hvert år.

Det fremgår af dagsordenen til mødet i økonomi- og erhvervsudvalget i Viborg Kommune. Politikerne mødes onsdag.

Baggrunden for at trække kommunernes økonomiske stik, som lufthavnsbestyrelsen bakker op om, er den store økonomiske opbakning fra Staten foreløbig frem til 2030.

10 millioner kroner

Regeringen har således besluttet at give et fast årligt tilskud på 10 millioner kroner til Midtjyllands Lufthavn og andre regionale lufthavne fra 2026.

»De 10 millioner kroner i statstilskud tillagt de indtægter, som lufthavnen selv forventes at generere fra 2026 og fremefter, vil være tilstrækkeligt til, at Midtjyllands Lufthavn kan drives udgiftsneutralt for ejerkommunerne, og der ses ikke ind i et behov for yderligere bevillinger«, fremgår det af anbefalingen.

Før jul

På et møde før jul samledes bestyrelsen bag lufthavnen for at behandle Silkeborg Kommunes ønske om at udtræde af Midtjyllands Lufthavn fra udgangen af 2025.

Bestyrelsen tog udmeldelsen til efterretning. Politikerne i økonomi- og erhvervsudvalget tager stilling til udmeldelsen på mødet.

Der er ni ejerkommuner og Silkeborgs ejerandel udgør syv procent, og de syv procent fordeles på de øvrige otte ejerkommuner, fremgår det af dagsordenen.

Ulrik Wilbek siger til Midtjyllands Avis, at det ikke er en ny aftale, og han undrer sig over, at Silkeborg har valgt at udtræde, når ingen af ejerkommunerne skal betale.

- Kommunerne betaler som udgangspunkt ikke noget fra 1. januar 2026, siger han.

Der er da heller ingen andre af de ni ejerkommuner, der har valgt at trække sig.

Vil bestå

Bestyrelsen er ikke i tvivl om, at lufthavnen vil bestå fremadrettet.

Det begrundes ikke kun i regeringens faste tilskud på 10 millioner kroner årligt fra 2026. Udfordringer med moms fjernes nemlig på indenrigsruter, ligesom Midtjyllands Lufthavn har mulighed for at servicere rutetrafik og private jets med brændstof til markedspriser.

Udfordringer

Bestyrelsen erkender, at der de seneste tre-fire år har været udfordringer med faste og hyppige afgange mellem Karup og København.

For øjeblikket betjenes ruten af det hollandske selskab AIS, men der er for få afgange og billetterne er for dyre, mener bestyrelsen.

Wilbek siger, at man for i øjeblikket er i forhandlinger med et nyt flyselskab, der har større fly.

- Vi forhandler, og der er muligheder. Vi må se, hvordan det forløber, men lige nu har vi et flyselskab, der flyver, og der er fyldt op på morgen og eftermiddagsafgange, siger Ulrik Wilbek.

Ikke positivt

Han vil dog ikke love, at der flyves indenrigsflyvning mellem Karup og København mange år frem.

- Men lufthavnen kommer aldrig til at lukke. Vi har lige så mange charter-turister som passagerer på indenrigsruten, og der skal altid være nogen, der kan betjene, når der lander folk fra Forsvaret og folk, der skal til fodboldkamp. Det bliver bare i mindre skala, siger Wilbek.

Som tidligere nævnt arbejdes der på, at Forsvaret overtager terminalbygningen, og at der i stedet opføres en mindre terminalbygning til betjening af blandt andre erhvervskunder.

Der bygges dog kun nyt, hvis der er en indenrigsrute, understreger Wilbek.

Lufthavnsbestyrelsen har fået en hensigtserklæring fra Forsvarets Ejendomsstyrelse om, at Forsvaret overtager bygningen første halvår af 2025, når næste delforlig af Forsvarsforliget gennemføres.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist