VIBORG De fire tidligere medlemmer af Socialdemokratiets byrådsgruppe i Viborg har haft deres første gruppemøde i deres nye fælles borgerliste, Velfærdsdemokraterne.

Her blev Mette Nielsen valgt som gruppeformand, og Marianne Aaris Andersen blev næstformand. De to andre udbrydere og medlemmer af gruppen er Birthe Harritz og Birgith Langballe.

Ifølge Mette Nielsen var der tale om et godt møde.

- Vi var optaget af den politiske dagsorden, og vi snakkede om, at vi skal have fundet vores ben i det nye. Der er ikke de store »breaking news« på vej, siger Mette Nielsen.

I forrige uge blev hun på en ekstraordinær generalforsamling i Socialdemokratiet afvist som kandidat til den kommende byrådsvalg. Her fik byrådsmedlem Mads Panny generalforsamlingen til at udtale mistillid til Mette Nielsen, som var gruppeformand.

Mandag i sidste uge meddelte Birthe Harritz, Birgith Langballe, Marianne Aaris Andersen og Mette Nielsen at de havde meldt sig ud af Socialdemokraterne og ville danne en fælles borgerliste, kaldet Velfærdsdemokraterne.

- Vi har ikke ændret os politisk, forstået på den måde, at vi stadig er Socialdemokrater i indhold.

- Men en vigtigt dagsorden for os før næste valg er, at vi får lavet en løsning på skoleområdet, som handler om kvalitet og indhold og sikrer en balance mellem land og by. Det er vigtigt, at det er et helt byråd, der står bag, siger hun.

Mette Nielsen siger, at listen endnu ikke har valgt en kandidat til borgmesterposten i forbindelse med det kommende valg.

- Vi er den tredje største gruppering i byrådet, og det er vigtigst for os at få mest mulig indflydelse.

- Når vi når et godt stykke hen efter sommerferien tager vi stilling til, om vi har en borgmesterkandidat eller ej, siger Mette Nielsen.

Hun siger, at borgerlisten allerede har mange henvendelser fra folk, der gerne hjælpe til organisatorisk og folk, der vil stille op til valget, selv om de fire ikke har været opsøgende.

- Er der interesse, så tager vi en snak i firmands-gruppen - som i andre partier. Der er ingen, der ikke er velkomne, siger hun.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist