ENGESVANG/HAVREDAL To mænd på henholdsvis 42 og 43 år fra Rødding-egnen i det sydlige Jylland fik ingen succes med deres tyvetogt i det midtjyske område onsdag. Lidt efter klokken 14 blev de standset af en politi-patrulje på Viborgvej ved Engesvang med bilen fuld af tyvekoster og blev anholdt.

Baggrunden for pågribelsen var et forsøg på indbrud på Tinghøjvej ved Havredal. Her kom beboeren hjem og så de to mænd på vej ud af hans redskabsskur. På jorden lå hans græstrimmer, og han kunne konstatere, at døren til skuret var blevet brudt op.

Beboeren konfronterede de to mænd, der straks gik til bekendelse og tilbød beboerne 130 kroner i erstatning. De gav ham pengene og forlod stedet i bil. Beboerne noterede nummerpladen ned - tyske Slesvig-plader - og kontaktede politiet.

23 minutter efter bragte politiet tyvene til standsning ved Engesvang - de var på vej sydover. I bilen fandt betjentene tyvekoster fra et andet indbrud tidligere på dagen i Kjeldbjerg - en computer, en kompressor, nogle slagnøgler og en kasse med seks overvågningskameraer.

De to mænd blev anholdt og sigtet for tyverierne. Føreren kørte uden kørekort og med stjålne nummerplader, og samtidig var han hashpåvirket. De to mænd havde også både hash og piller på sig, og forsikringspapirerne på bilen var heller ikke i orden. Alt sammen blev de sigtet for.

Efter afhøringer blev de løsladt 22.35 onsdag aften til senere retsforfølgelse.