VIBORG Borgmester Ulrik Wilbek (V) er parat til at imødekomme noget af den kritik, som Velfærdsdemokraterne kommer med om tilladelser til VE-anlæg i Viborg Kommune.

Viborgs borgmester er enig i, at nogle projekter er blevet til noget andet, end det der først var planlagt.

Han peger på et projekt med solceller ved Hejring på grænsen til Mariager Fjord Kommune, hvor to tredjedele af projektet er i nabokommunen, og hvor der endte med at stå mellem 12 og 16 vindmøller oveni.

- Nogle gange har man en fornemmelse af, at rækker man projekterne en lillefinger, så tager de hele hånden, siger Ulrik Wilbek.

- Så det kan være svært at sige, hvornår vi skal sige stop. Vi vil jo gerne den grønne energi, og vi har plads til den i Viborg Kommune - som en af de få kommuner i landet, så jeg synes, at vi der har et ansvar på grund af størrelsen.

Lige nu har Ulrik Wilbek fokus på det, som kommunen kalder etape et - det er de projekter, der er i gang i kommunen. Når de er afsluttet, så mener han, at man skal klappe hesten lidt.

- Vi har i hvert fald VE nok til at forsyne Viborg Kommune, siger borgmesteren med tilføjelsen om, at det ikke er en grænse, der er fastsat som et mål.

Ulrik Wilbek tilføjer, at etape et bliver gennemført på baggrund af en godkendelse fra hele byrådet.

Hvad mener du?

Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist