KARUP Der blev lavet buler i to biler, da en 45-årig kvindlig bilist fra Silkeborg fredag morgen overså en 62-årig mandlig modkørende i krydset Gedhusvej-Herningvej syd for Karup.

Kvinden kom kørende mod nordvest ad Herningvej og ville svinge til venstre ind på Gedhusvej. I den manøvre overså hun den 62-årige mand, der kom kørende i modsat retning på Herningvej. De to biler stødte sammen og fik buler.

Der skete kun materiel skade ved uheldet. Kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.