<strong>TERASSEN</strong> Det er skønt at sidde på terrassen en sommeraften med et køligt glas hvidvin, en grill og gode venner. Altså indtil duggen falder og gør både hynder og hår fugtigt. Men bygger man en overdækket terrasse og skaber læ, kan terrassen benyttes fra tidligt forår til langt ud på efteråret - eventuelt med hjælp fra en terrassevarmer.

Inden man går i gang med at lave en overdækning, skal man tjekke, om man har pligt til at anmelde byggeriet eller få tilladelse af kommunen. Er overdækningen på over 50 kvadratmeter, kræver den som hovedregel en tilladelse.

Så skal man også tænke over størrelsen på terrassen. Der skal være plads til gæster, men den skal også være hyggelig til hverdag. Vil man mest bruge den eftermiddag og aften, skal der være aftensol.

I dagligdagen er det rart, hvis der er direkte adgang fra køkken eller stue, men terrassen kan også bygges fritstående i havens hyggeligste krog.

Vælg materialer og en stil, der passer til huset. Det ser pænest ud. Og skab så læ med hække, læhegn eller med sider, der bygges sammen med overdækningen. Med en afskærmning bliver terrassen ugeneret, men man skal blot huske, at solen stadig skal kunne skinne ind, og at det også er rart at kunne kigge ud i haven. Og når vi taler lys, så sørg for at taget på terrassen lader lyset komme igennem, så der ikke bliver mørkt i rummene i huset indenfor.

Taget på terrassen skal have thermovirkning, så man undgår kondens, fugt og dryp, og så er det forres-ten en god ide at lave taget, så man kan opsamle regnvand til vanding i stedet for at lade det løbe ud i kloakken.

Tilbage er bare at lægge hvidvinen på køl, invitere gode venner og vente på sommeraftenerne.